13 millioner til forskning i computerspil og robotteknologi

13 millioner til forskning i computerspil og robotteknologi

Kilde: Forsknings- og Innovationsstyrelsen

Professor Henrik Hautop Lund. Billedet er udlånt af Mærsk Instituttet, Syddansk Universitet.Et nyt projekt lader forskere, spiludviklere og uddannelsesfolk forene kræfterne for at skabe globale læringsspil baseret på de danske pædagogiske traditioner inden for leg og læring.

Det Strategiske Forskningsråds programkomite KINO (Kreativitet og Innovation, Nye Produktionsformer og Oplevelsesøkonomi) har valgt at støtte projektet ”Serious Games on a Global Market Place” som det ene af blot to ud af en pulje på i alt 25 ansøgninger. Projektet modtager 13 mio. kr. i støtte, og blandt deltagerne er blandt andre professor Henrik Hautop Lund fra Mærsk Instituttet, Syddansk Universitet.

Computerspil mere end blot underholdning
Computerspil har i stigende grad tiltrukket sig ikke alene forbrugernes, men også forskernes interesse. Økonomisk har computerspil i dag passeret musikindustrien og nærmer sig filmindustrien som den største underholdningsindustri.

Fra kommerciel side har der været fokus på computerspillets underholdningspotentiale. Men hos bl.a. uddannelsessystemet, militæret, forretningslivet og det politiske liv er der voksende interesse for at anvende computerspil til andet end underholdning.

Danmark har en enestående mulighed på dette område, hvis forskere, spiludviklere og uddannelsesfolk forener kræfterne og skaber globale læringsspil baseret på de danske pædagogiske traditioner inden for leg og læring.

Projektet vil samle kræfterne i Danmark og fokusere på at få skabt nye spildesigns med stærk læringsteoretisk og didaktisk fundering, få klarlagt barriererne for brug af computerspil og undersøge effektiviteten af computerspil til læringsbrug.

Robotteknologi med i projektet
Forskerne vil også undersøge, hvordan den nyeste teknologi, herunder "pervasive computing" og robotteknologi, kan bruges i undervisning og aktivering. Dette vil ske i tæt samarbejde med eksisterende produktionsvirksomheder. Samlet vil denne satsning bringe forskningen og industrien op blandt de internationalt førende.