Jeg er ved at udvikle en maskine, der skal placeres i en eksplosiv atmosfære.
Skal den EX-mærkes?
Ja, udstyr konstrueret efter 30. juni 2003 skal være EX-mærkede, når det placeres i et zoneklassificeret område.
Hvor køber man ”EX-mærker”?
Mærker kan ikke købes hos nogen ”myndighed”, men ATEX-mærkningen og evt. epsilonmærket placeres typisk sammen med CE-mærket på maskinskiltet. Overensstemmelseserklæringen skal bl.a. indeholde information om, efter hvilke standarder udstyret er risikovurderet samt reference til evt. ATEX-certifikat, hvor det er relevant.
Skal mit udstyr godkendes?
Det afhænger af, hvilken zone udstyret skal anvendes i. Alt udstyr der skal anvendes i zone 0 og zone 20, skal have et ATEX-certifikat fra et bemyndiget organ, også hvis det fremstilles til eget brug. Fabrikanten kan selv risikovurdere ikke-elektriske maskiner og anlæg i Materielgruppe II til anvendelse i zone 21 og zone 22 efter relevante standarder (f.eks. DS/EN 1127-1). Den interne fabrikskontrol beskrevet i direktivets anneks VIII skal ligeledes gennemføres, og der skal for zone 21 indsendes et teknisk dossier til det bemyndigede organ. Dette kan undlades for zone 22.
Hvor kan jeg få godkendt mit udstyr?
Teknologisk Institut er udpeget af Arbejdstilsynet som bemyndiget organ og kan således udarbejde risikovurderinger og relevante ATEX-certifikater for ikke-elektrisk ATEX-udstyr.
Vi har en kunde, som ønsker at flytte et ældre anlæg fra en fabrik til en anden. Skal dette anlæg eksplosionssikres i henhold til ATEX, hvis det genopbygges nøjagtigt, som det var oprindeligt?
Brugte produkter som var installeret og taget i brug før ikrafttrædelsen af direktiv 94/9/EF, er ikke omfattet af dette. Derfor kan anlægget genopbygges ved fornyet risikovurdering, hvis det sker uden nogen form for modifikation, og hvis det er samme ejer.
Min kunde spørger, om mit produkt er EX-mærket, hvis ikke vil han ikke handle med mig. Kan I hjælpe mig?
Ja, vi kan assistere under hele processen mht. EX-mærkningen af materiel til anvendelse i eksplosiv atmosfære, da vi har et indgående kendskab til de direktiver, der er aktuelle for de fleste fabrikanter eller forhandlere af udstyr.
Læs også mere om ATEX-direktivet eller www.atexdirektivet.dk