Byggebranchen får nyt innovationsnetværk

Lille autosiginnobyg

Hvordan sikrer vi, at fremtidens bygninger bliver energieffektive og bæredygtige? Hvordan kan vi gøre de bygninger, vi allerede har opført bedre og mere energieffektive? Hvordan får vi den viden, der allerede eksisterer inden for byggeri, sat bedre i spil i den danske byggebranche, så aktørerne på tværs af faglighed bliver i stand til at udvikle innovative løsninger og indgå i samarbejder omkring udførelse af fremtidens energieffektive og bæredygtige byggeri?

Innovation og viden skal løse samfundsmæssige udfordringer
Forsknings- og Innovationsstyrelsen har i 2010 bevilliget medfinansiering på 20 millioner kroner til Innovationsnetværket InnoBYG, som gennem de næste fire år, vil facilitere udviklingen af byggebranchen, så branchen bliver i stand til at svare på blandt andet ovenstående spørgsmål.

Det nye Innovationsnetværk adresserer en række samfundsmæssige udfordringer, som alle har relation til energieffektivitet og bæredygtighed i byggeriet. En af de største samfundsmæssige udfordringer innovationsnetværket adresserer, er energiforbrug i bygninger, som lige nu udgør ca. 40 % af det samlede energiforbrug i Danmark. Samtidig er der en stigende interesse for bæredygtige løsninger internationalt, hvilket InnoBYG også har på dagsordenen, set i forhold til øgede eksportmuligheder.

I Partnerskabet for InnoBYG indgår nogle af Danmarks førende videninstitutioner, Teknologisk Institut, Danmarks Tekniske Universitet (Management og Byg), Statens Byggeforskningsinstitut, Dansk Brand- og sikringsteknisk Institut og Aalborg Universitet samt brancheorganisationerne Dansk Byggeri, Tekniq og BAT-Kartellet. I Styregruppen, som blandt andet skal udstikke strategien for InnoBYG, deltager ud over Partnerskabsgruppen, Carlsberg Ejendomme, CF Møller, NCC, Region Sjælland, DI Byggematerialer, Erhvervs- og Byggestyrelsen (EBST), Københavns Kommune og Foreningen for Rådgivende Ingeniører (FRI). Sekretariatet for InnoBYG placeres på Teknologisk Institut. Udover partnerskab og styregruppe indgår ca. 70 medlemmer fra hele branchen på nuværende tidspunkt i Innovationsnetværket, men alle, der er interesserede, kan melde sig ind og deltage i netværkets aktiviteter.

Blandt de aktiviteter, der i gangsættes i InnoBYG er matchmakingaktiviteter og videnspredning­aktiviteter, fx studieture, workshops, konferencer, gå-hjem-møder og nyhedsbreve. Dette skal blandt andet medvirke til, at resultater og viden fra netværkets udviklingsprojekter samt inter­nationale aktiviteter videreformidles til både branchen og offentligheden.

Bygherre som vigtig spiller
InnoBYG har valgt at inddrage bygherre – kunden – som en central del af netværket, da det i sidste ende er netop kundens krav, som branchen skal kunne leve op til. Og markedet oplever i stigende grad, at kunden efterspørger energieffektive og bæredygtige løsninger, så det skal branchen kunne levere.

”Vi ser frem til et rigtig godt samarbejde på tværs af branchen. Skal vi i dansk byggeri kunne placere os i toppen, når det gælder viden og innovation, så kræver det netværk som InnoBYG, men det kræver også engagement fra branchen og at vi formår at formidle den viden vi har. Så vi glæder os til at skulle i gang med at løfte udfordringen og opgaven med at få Innovationsnetværket sat på Danmarkskortet og sætte energieffektivitet og bæredygtighed højt på byggebranchens dagsorden” udtaler netværksleder for InnoBYG, Henriette Hall-Andersen, Teknologisk Institut.

Innovationsnetværket havde officiel opstart den 1. juni 2010. Du kan få mere information om InnoBYG, ved at kontakte sekretariatet på, tlf. 72 20 29 89, email: innobyg@teknologisk.dk. Du kan også læse mere om InnoBYG på vores hjemmeside www.innobyg.dk.

Til orientering
Deltagelse i netværket koster medfinansiering. Denne kan være i form af kontaktbetaling eller (og oftest) i form af virksomhedens timer som anvendes i netværkssammenhæng omregnet i kr. til en sats på 600 kr./time. Derudover kan udgifter til deltagelse i studieture, konferencer, læsning af nyhedsbreve og lignende i netværksregi også medregnes i virksomhedens medfinansiering. Som udgangspunkt forventes der en medfinansiering fra virksomhederne på ca. 55 timer pr. år ved almindelig netværksdeltagelse. Virksomheden kan deltage med det antal personer der ønskes, men der skal være én der er kontaktperson for virksomheden. Oplysninger vedrørende timer m.v. til medfinansieringen, skal indsendes til sekretariatet et par gange årligt.

 
 
Henriette  Hall-Andersen

Jeg er din kontaktperson

Henriette Hall-Andersen
Centerchef
Arbejdsliv
+45 72 20 22 41
 
 

Skriv til mig

Send
 
Taastrup
Gregersensvej 3
2630 Taastrup
Telefon 72 20 20 00
Telefax 72 20 20 19
Aarhus, Teknologiparken
Kongsvang Allé 29
8000 Aarhus C
Telefon 72 20 20 00
Telefax 72 20 10 19
Roskilde, DMRI
Maglegårdsvej 2
4000 Roskilde
Telefon 72 20 20 00
Telefax 72 20 27 44