Bornholmske byggefolk klædt på til at bygge grønt

Mikael  Grimmig

Jeg er din kontaktperson

Skriv til mig

Indtast venligst et validt navn
Eller dit telefonnummer
Sender besked
Tak for din besked
Vi beklager

På grund af en teknisk fejl kan din henvendelse desværre ikke modtages i øjeblikket. Du er velkommen til at skrive en mail til Send e-mail eller ringe til +45 72202415

Bornholmske byggefolk klædt på til at bygge grønt

På en flot forårsdag sidst i marts tog 35 bornholmske byggefolk i samlet flok på inspirationstur til Teknologisk Institut i Taastrup. Deres mål med besøget var at hente ny inspiration til at realisere visionen om at gøre Bornholm til en grøn ø ved at satse på mere energirigtigt byggeri.

Besøget var arrangeret i et samarbejde mellem Business Center Bornholm, Jobcenter Bornholm og Teknologisk Institut. Og et af de byggefirmaer, der havde taget turen til Teknologisk Institut for at samle ideer til nye energirigtige løsninger til fremtidens huse, var Quali Byg fra Østermarie. Virksomheden skal i gang med at opføre Bornholms første passivhus i Nyker for en privat kunde. Huset bygges som et rundt hus med tolv kanter. Tømrermester Erik Damgaard havde set frem til at nærstudere Teknologisk Instituts igangværende byggeri af fremtidens grønne hus og laboratorium: EnergyFlexHouse. Og han havde taget sine fem medarbejdere med på inspirationsturen.

-  Vi har valgt at rive en hel dag ud af kalenderen for at besøge Teknologisk Institut for at få en masse faglige input med hjem, så vi kan være førende i nybyggeri af energirigtige huse på Bornholm. Hvis vi skal gøre Bornholm til en grønnere ø, må vi tænke anderledes og gøre noget nu, siger Erik Damgaard. Han håber på, at byggeriet af passivhuse kan komme længere ned i pris, som tyskerne har formået, så flere bornholmere vil efterspørge energirigtige huse, der er ultra-isolerede og selvforsynende med energi.

Ny satsning på energirigtigt byggeri inspirerer håndværkere
Og der blev også tid til, at håndværkerne fra Quali Byg kunne besigtige byggepladsen på Teknologisk Instituts nye satsning, EnergyFlexHouse. Dette byggeri skal sikre udvikling af energieffektiv teknologi til både nybyggeri og den eksisterende boligmasse.

- Det har været en positiv oplevelse og interessant at høre om de mange nye tiltag, der sker inden for byggeriet, fx i form af ’Det digitale Byggeri’. Vi har fået mange forskellige faglige indspark her i dag. Og højdepunktet var at besøge byggeriet af EnergyFlexHouse, fortæller Erik Damgaard, mens han med et smil griber i lommen og fremviser en lille stump grå plade – en tiloversbleven rest fra rundturen på byggepladsen.

- Den her lille prøve på en udvendig beklædningsplade er spændende at tage med hjem. For den type kan vi muligvis bruge, når vi skal vælge materialer til passivhuset, som vi opfører for vores kunde. De materialer, Teknologisk Institut har valgt, er anderledes, end dem vi kender, understreger Erik Damsgaard, og han tilføjer, at hele den måde, som fundamentet, væggene og taget af EnergyFlexHouse er bygget op på, fx med dampspærrer, også er inspirerende at studere som håndværker.

Erik Damgaard har også fået telefonnummeret på arkitekt Mikael Grimmig fra Teknologisk Institut, der fik ideen til byggeriet af EnergyFlexHouse. For den bornholmske tømrermester har en masse spørgsmål, som han gerne vil have svar på. Og så er han godt tilfreds med, at han nu har fundet ud af, at Teknologisk Institut kan hjælpe ham med at foretage energiberegninger på vægtykkelsen af Bornholms første passivhus. Der er vist ikke nogen tvivl om, at de bornholmske håndværkere kunne drage fra Teknologisk Institut betydelig klogere, end de kom.

Teknologisk Instituts højteknologiske laboratorium EnergyFlexHouse studeres

Tømrermester Erik Damsgaard og hans medarbejdere fra Quali Byg på Bornholm studerer Teknologisk Instituts højteknologiske laboratorium EnergyFlexHouse, der bygges som et passivhus. 

Inspektion af konstruktioner og materialer

På inspirationsturen til Teknologisk Institut blev konstruktionerne og materialerne til byggeriet af EnergyFlexHouse undersøgt og diskuteret af de bornholmske håndværkere. Målet var at samle ideer til at gøre Bornholm til en grøn ø ved at satse på mere energirigtigt byggeri. 

Byggefolk på rundvisning

Teknologisk Institut åbnede dørene for 35 byggefolk fra Bornholm, der kom på en rundvisning til nogle af Instituttets værksteder og laboratorier for at høre om den nyeste udvikling inden for blandt andet materialeteknologi, herunder beton.