Byggeriets klimaindsats halter – skal parterne have guleroden eller pisken?

Andras  Splidt

Jeg er din kontaktperson

Skriv til mig

Indtast venligst et validt navn
Eller dit telefonnummer
Sender besked
Tak for din besked
Vi beklager

På grund af en teknisk fejl kan din henvendelse desværre ikke modtages i øjeblikket. Du er velkommen til at skrive en mail til Send e-mail eller ringe til +45 72202006

Byggeriets klimaindsats halter – skal parterne have guleroden eller pisken?

Det er alt for dyrt at energirenovere boligen – nye radikale krav til energiforbruget i eksisterende bygninger er nødvendige, hvis CO2 udslippet skal i bund, mener Carl Bro direktør Birgit W. Nørgaard, jævnfør artiklen
’Dansk klimaindsats i byggeriet spiller fallit’ fra Børsens Klimatillæg
den 15. oktober. Hendes synspunkt er provokerende, og mon ikke også det er meningen? Problemet er bare, at fru Nørgaard har ret i sit ærinde!

Kommentar af direktør Leif Kirk Thøgersen fra Industri og Energi, Teknologisk Institut.

Når det for den private boligejer eller den lille selvstændige erhvervsdrivende opleves som for dyrt eller måske endda risikabelt at investere i energibesparelser, så får vi samfundsmæssigt ikke hurtigt nok og i et tilstrækkeligt omfang nedbragt energiforbruget i den eksisterende bygningsmasse. En rationeringsordning er måske ikke verdens bedste ide, men den er i hvert fald rimelig socialt retfærdig. Og så skal jeg på ingen måde gøre mig grundlovskyndig, men brød man mon grundloven, da man efter krigen indførte rationering på en lang række produkter? Sagen er vel snarere, om grundlovssamfundet har brug for at regulere et forbrug på en mangelvare eller i energiens tilfælde en vare, hvor et overforbrug er uønskeligt. Det gør vi på andre områder – giftstoffer fx.

Kvotesystem er sagen
Men lad os så sige, at rationering er for drastisk lige her og nu. Hvad gør vi, samfundet og de politikere, der har ansvaret så? Hvad med at indføre et kvotesystem med faldende tildelinger over en årrække for energiforbruget i danske boliger og administrationsbygninger? Så er der i hvert fald ikke tale om en rationering, og det vil give en bedre økonomi for energirenoveringer. Kvotesystemet kunne fx tildeles i forhold til en boligs byggeår og måske også areal, så energirenoveringer, der måtte være foretaget, kommer boligejeren eller boliglejeren til gode, og så gamle energiineffektive og store boliger får flere kvoter end nye boliger til at starte med. Til gengæld skal kvoterne for disse gamle og store boliger så strammes hurtigere op end for nyere boliger. Det efterlader stadig boligejeren eller firmaet med retten til ikke at gøre noget, men det bliver dyrere og dyrere med årene. En skat – ja måske – men en skat man kan konvertere til egen gevinst. Administrativt bøvlet – ja måske – men ikke voldsomt. Vores boligmasse er jo gennemregistreret, og vores fossile energiforsyninger gøres allerede i dag mere eller mindre elektronisk op.

Frivillige tiltag batter ikke nok
I begge tilfælde er teknologi og viden til meget store forbedringer til stede og vil kunne udvikles endnu hurtigere. Hurtige indskrænkninger i kvotetildelingerne for de største energiforbrugere vil derfor være mulige, og det vil kunne gøres økonomisk attraktivt at gennemføre de nødvendige tiltag, det være sig energirenoveringer eller køb/valg af mere energiøkonomiske transportmidler.

Der kan sikkert udvikles mange indvendinger mod ovenstående forslag og foreslås andre smartere og mindre indgribende løsninger. Men næppe med så stor og sikker effekt. Og vi skal i gang nu. Vi når det ikke med privat- eller firmafrivillige tiltag.
Deri har fru Nørgaard ret!