Da snoren blev klippet af Connie Hedegaard!

Vagn Holk Lauridsen

Jeg er din kontaktperson

Skriv til mig

Indtast venligst et validt navn
Eller dit telefonnummer
Sender besked
Tak for din besked
Vi beklager

På grund af en teknisk fejl kan din henvendelse desværre ikke modtages i øjeblikket. Du er velkommen til at skrive en mail til Send e-mail eller ringe til +45 72202533

Da snoren blev klippet af Connie Hedegaard!

Onsdag den 25. marts 2009 indviede Klima- og energiminister Connie Hedegaard det nye Videncenter for energibesparelser i bygninger på Teknologisk Institut i Høje-Taastrup.

180 mennesker var mødt op for at være med ved åbningen af det nye center,
som Connie Hedegaard har store forventninger til. Og hun afslørede, at da hun første gang hørte om initiativet, lød det som sød musik i hendes ører.

- Jeg er sikker på, at der bliver en stor efterspørgsel efter centrets viden. For vi har ikke været gode nok til at opsamle og sprede viden om gennemførelse af energibesparende tiltag i bygninger. Og hvem vil ikke gøre noget godt for klimaet og samtidig tænke på sin egen pengepung? Mange har tænkt: Hvor går jeg egentlig hen?, sagde Connie Hedegaard i sin åbningstale. Hun gav ligeledes udtryk for, at centret også kan blive starten på en dialog med Christiansborg om, hvordan vi overvinder barriererne.

Både byggebranchen, kommuner, tekniske skoler, pressen og medarbejdere fra Teknologisk Institut deltog i det festlige program i energiens tegn. Eksempelvis fik alle et underholdende indblik i, hvad fremtidens håndværkere ved om energi og klima, idet der blev afholdt en quiz for to hold håndværkerlærlinge fra Roskilde Tekniske skole under ledelse af direktør Leif Kirk Thøgersen fra divisionen Energi og Klima.
De to grupper lærlinge dystede med hinanden om hvem, der ved mest om energibesparelser i bygninger.

Energioptimering kan betale sig
Centrets daglige leder, Vagn Holk fra Teknologisk Institut, var også på talerstolen for at præsentere det nye center. Han fortalte, at centret åbent og uvildigt vil informere byggebranchens parter om, hvordan de kan påvirke bygningsejere til at tænke langsigtet og komme i gang med at forbedre klimaskærmene. For det kan betale sig – der er en god økonomi i energioptimering, lød budskabet fra Vagn Holk.
Han fortalte også, at der er sammensat et panel af specialister, som vil give råd over telefonen. Udover pjecer og nyhedsbrev vil centret også satse på at komme meget rundt i landet.  

- Vi vil ikke gemme os bag en computerskærm. Vores mål er at tage rundt til byggemesser og faglige gå-hjem-møder, ligesom vi også vil støtte op om uddannelsestiltag, understregede Vagn Holk.

Åbningsceremonien blev rundet af med en præsentation af EnergyFlexHouse – fremtidens grønne og intelligente byggeri på Teknologisk Instituts grund i Høje-Taastrup. At dømme efter den livlige snak blandt de mange gæster i det halvfærdige byggeri, var det tydeligt, at byggepladsen var opfyldelsen af alle ingeniørers drøm om en teknisk legeplads.

Og så fik Connie Hedegaard i øvrigt overrakt et russisk uldsjal af Teknologisk Institut, så hun kan holde varmen derhjemme. Sjalet er købt i Sankt Petersborg fra før murens fald og er således en del af den gamle russiske kultur. 

Åbning - center for energibesparelser - Connie Hedegaard klipper snoren

Klima- og energiminister Connie Hedegaard klippede snoren over og markerede hermed den officielle åbning af det nye Videncenter for energibesparelser i bygninger.

Åbning - center for energibesparelser, Connie Hedegaard og Søren Stjernqvist

Adm. direktør Søren Stjernqvist lyttede sammen med Klima- og energiminister Connie Hedegaard til indlægget af Vagn Holk, der er centerchef for det nye Videncenter for energibesparelser i bygninger.

Åbning - center for energibesparelser - lærlinge

En hold lærlinge fra Roskilde tekniske skole deltog i åbningen af det nye Videncenter for energibesparelser i bygninger.  

Åbning - center for energibesparelser - Rundtur EnergyFlexHouse

Gæsterne til åbningen fik en rundtur til fremtidens grønne og intelligente byggeri EnergyFlexHouse.