EcoXPac på Produktion i Danmark - Dansk virksomhed vil udvikle bæredygtig konkurrent til plastikflasker

Søren Rahbek Østergaard

Jeg er din kontaktperson

Skriv til mig

Indtast venligst et validt navn
Eller dit telefonnummer
Sender besked
Tak for din besked
Vi beklager

På grund af en teknisk fejl kan din henvendelse desværre ikke modtages i øjeblikket. Du er velkommen til at skrive en mail til Send e-mail eller ringe til +45 72203180

EcoXPacs bæredygtige flaske

EcoXPac på Produktion i Danmark - Dansk virksomhed vil udvikle bæredygtig konkurrent til plastikflasker

Plastik til emballage har store skadevirkninger for miljøet. Nu vil en dansk virksomhed lave en bæredygtig papirflaske, der kan nedbrydes i naturen. Teknologisk Institut har givet et bud på flaskens overfladebehandlingen.

Bæredygtighed skal kendetegne fremtidens flaske  
Hvem kender ikke affaldsøerne i Atlanterhavet og Stillehavet, hvor store klumper af plastik fra brugsprodukter flyder rundt og forurener havene. Alene plastikflasker i havet står for miljøskader for over 70 milliarder kroner ifølge FN. Nu vil den danske papirvirksomhed, EcoXPac i Slangerup, lave et bæredygtigt alternativ til plastikflasken.

”EcoXPac lever af at producere emballager, lavet af fibre fra papir, og den teknik tænkte vi, at man kunne bruge til at lave et bæredygtigt produkt med. Det er så blevet til, at vi har udviklet en metode, hvor vi kan omdanne fibre fra genbrugspapirer til flasker” forklarer Michael Michelsen, der er Global Business Manager i EcoXPac.

Flasken er endnu i udviklingsfasen og testes og videreudvikles fra et pilotproduktionsanlæg, EcoXPac selv har lavet og sat op i deres produktionshal. Ind til videre er teknikken til at trække fibre ud af genbrugspapir, blande det med vand og støbe en flaskeform, på plads. Denne flaske kan genanvendes på linje med andet papiraffald og nedbrydes i naturen. Det betyder, at kommer du uheldigvis til at glemme din tomme flaske uden døre, vil den efter et halvt år være nedbrudt.

EcoXPac har udviklet en vakuumteknik, der kan suge næsten al vand ud af genbrugspapir i stedet for at tørre pappet, som man ellers gør, når man laver kartonflasker. Bagefter efterpresses flasken i en form, der gør den stabil nok til at fylde væske i. Det er en teknik, der kun bruger 10-20 procent af den energi, du ellers ville bruge til at tørre pappet til en kartonflaske med.

EcoXPac har selv udviklet pilotproduktionsanlægget, hvor flasken støbes. Næste skridt er en tæt overflade. Teknologisk Institut har hjulpet med at gennemskue muligheder for at overfladebehandle.

På vej mod uigennemtrængelighed
Det er selvfølgelig ikke nok med en flaske, der er energieeffektiv at producere og ikke forurener i tilfælde af, den glemmes i naturen. Flasken skal også kunne holde tæt, og det arbejder EcoXPac på at gøre den. Teknologisk Institut har hjulpet til i processen.

”Vi forsøger i samarbejde med EcoXPac at udvikle en plasma-belægning, lavet af siliciumdioxid. Det svarer til strandsand, der rulles ud i et meget tyndt lag. Det får egenskaber, der svarer til glas, og er endnu mindre uigennemtrængeligt end en plastikflaske, ” forklarer Søren Rahbek Østergaard, der er emballageforsker og sektionsleder i Emballage og Transport på Teknologisk Institut.

Samarbejdet mellem Teknologisk Institut og EcoXPac er en del af Produktion i Danmark-projektet, der har til mål at øge produktiviteten i Danmark. Hvorvidt samarbejdet fortsætter afhænger dog af, om metoden med siliciumdioxid fungerer optimalt som funktionel barriere.

”Vi ved endnu ikke, om flasken er funktionel med siliciumdioxid. Det venter vi stadig på at finde ud af, men den løsning er uden tvivl den, vi helst vil ende med, fordi den passer bedst til vores miljøvenlige profil, ” forklarer Michael Michelsen. Han fortæller videre, at virksomheden har testet løsninger, hvor man putter en pose ind i flasken, som i en rødvinskarton eller spraycoater en barrier ind i flasken, og at disse også kan være mulige løsninger.

Uanset slutresultatet ser Michael Michelsen samarbejdet med Teknologisk Institut som udbytterigt, idet det har givet EcoXPac stor viden om overfladebehandling og indblik i de videre udfordringer med at lave den bæredygtige flaske færdig:

”Der er blevet lavet nogle tests som har været vigtige i forhold til at fokusere på hvilken vej, vi skal gå fremadrettet, og den hurtige ekspeditionstid fra Teknologisk Institut har været en stor hjælp. Og så er det at arbejde sammen med et forskningsinstitut bare en kæmpe blåstempling, når vi sidder og søger midler til det videre arbejde, ” afslutter han.

EcoXPac regner med, at det endelige produkt kommer på markedet om 2-3 år.