Ejer- og andelsforeninger mangler skybrudsberedskab

Sofie Marie Kristensen

Jeg er din kontaktperson

Skriv til mig

Indtast venligst et validt navn
Eller dit telefonnummer
Sender besked
Tak for din besked
Vi beklager

På grund af en teknisk fejl kan din henvendelse desværre ikke modtages i øjeblikket. Du er velkommen til at skrive en mail til Send e-mail eller ringe til +45 72 20 28 37.

Ejer- og andelsforeninger mangler skybrudsberedskab

Stopfyldte, aflåste kælderrum giver ejer- og andelsboligforeninger problemer ved de mange oversvømmelser, som sommerens skybrud har været skyld i. Teknologisk Institut opfordrer til at foreningerne laver et skybrudsberedskab.

Af Christine Larsen, Byggeri og Anlæg

Hvad gør man, når man står med en oversvømmet kælder, et antal aflåste kælderrum stopfyldt med personlige ejendele og halvdelen af beboerne på ferie? Det spørgsmål har ramt mange ejer- og andelsforeninger i hovedstadsområdet, efter sommerens skybrud, og ikke ret mange kender svaret.

Hurtig handling er vigtig
Kathrine Birkemark Olesen fra Teknologisk Institut, arbejder til daglig med sager om skimmelsvamp, og hun mener, at et skybrudsberedskab ville kunne hjælpe foreningerne og minimere skaderne betydeligt.

”Jo hurtigere der bliver handlet, når man har haft oversvømmelse, jo mindre skader får man. Desværre ser vi ofte, at netop ejer- og andelsforeninger ikke ved, hvad de skal gøre, efter en oversvømmelse, og derfor handler de ikke hurtigt nok, hvilket betyder større risiko for skimmelsvamp” fortæller Kathrine Birkemark Olesen.

En af dem der har oplevet problemerne på nært hold, er Ife Annabell Ajufo, som bor i en andelslejlighed i indre København. Der er ni lejligheder i foreningen, og det har taget lang tid at få tørret kælderen, efter den blev oversvømmet. Ife Annabell Ajufo nævner netop mangel på viden om, hvordan man skal håndtere oversvømmelserne, som en af grundene til, at det har taget så lang tid at få udbedret skaderne. Men også det, at kælderrummene er aflåste og folk ikke har taget det alvorligt at få tømt kælderrummene hurtigt, har været et problem.

”Der gik rigtig lang tid inden alle rummene var tømt for ejendele og vi kunne få renset og desinficeret hele kælderen. Det virkede ikke som om alle tog det særlig alvorligt, og det lykkedes først at få tømt alle rummene, da vi fik en mail rundt med besked om, at der ville komme et firma og rydde de sidste rum for ejendele, hvis ikke de var tømt inden en bestemt dato” fortæller Ife Annabell Ajufo.

Og netop de mange opbevaringsrum er et af de største problemer for foreningerne. Rummene er som oftest fyldt til bristepunktet med folks private ejendele, som ofte står direkte på gulvet, og ikke sjældent er det organisk materiale, som fx flyttekasser, som udgør bunden i rummet. Dertil kommer, at det kun er ejer eller lejer, der har en nøgle til rummet. Er ejer eller lejer ikke hjemme, så kan man ikke komme ind i rummet og afhjælpe skaderne. Det resulterer ofte i, at nogle af rummene bliver tømt, mens der i andre rum står vådt, organisk materiale og danner perfekt grobund for skimmelsvamp.

”Hvis man har en oversvømmet kælder, hvor mange af rummene ikke bliver tømt, så hjælper det ikke noget at sætte en affugter op i midtergangen, det har ingen effekt, når der stadig er vådt materiale i nogle af rummene” forklarer Kathrine Birkemark Olesen.

Vær forberedt!
Kathrine Birkemark Olesens opfordring til ejer- og andelsforeninger lyder, at de skal være forberedte på oversvømmelser, at anvendte materialer i en kælder bør kunne klare en vis opfugtning, og at der skal informeres og være klare retningslinjer for, hvordan man reagerer ved oversvømmelse samt for, hvordan man opmagasinerer sine ejendele i en kælder.

”Ofte er de ejendele folk har stående i deres kælder, ting, som har affektionsværdi, og som er uerstattelige, som gamle skolebøger, fotografier, eller andre ting man har gemt fordi de betyder noget. Det skal man tænke over, når man opbevarer dem. Man skal aldrig stille organisk materiale direkte på gulvet – brug gerne trådbure, eller træskillevægge der er hævet over gulvet eller stil tingene på en stålreol. Pak også gerne organisk materiale i plastkasser, som forhindrer, at der trænger vand igennem”, lyder opfordringen fra Kathrine Birkemark Olesen, som tilføjer.

”Det er også en god idé, at have styr på, hvem der skal kontaktes, hvis der kommer oversvømmelser eller vandskader. Hvis man samtidig har mulighed for at give bemyndigelse til en person, som har nøgle til alle opmagasineringsrum, samt et fastsat økonomisk råderum til samme person, så vil det også være en stor fordel, for det gør, at man hurtigere kan reagere og få sat oprydning og affugtning i gang i rummene, og så har man mindre risiko for at stå med en kælder fyldt med skimmelsvamp.

For Ife Annabell Ajufo er der ingen tvivl om, at det vil være en rigtig god idé med en beredskabsplan, for det er jo ikke umuligt, at kælderen igen bliver oversvømmet, når der kommer et nyt skybrud.

”Vi vil helt sikkert forsøge at lave en beredskabsplan i vores forening, som følger de råd vi har fået fra Teknologisk Institut. Det vil være en stor hjælp for foreningen, hvis vi pludselig befinder os i den samme situation igen” slutter Ife Annabell Ajufo.