Familie tester temperaturen i Teknologisk Instituts forsøgshus

Ditte Marie Jørgensen

Jeg er din kontaktperson

Skriv til mig

Indtast venligst et validt navn
Eller dit telefonnummer
Sender besked
Tak for din besked
Vi beklager

På grund af en teknisk fejl kan din henvendelse desværre ikke modtages i øjeblikket. Du er velkommen til at skrive en mail til Send e-mail eller ringe til +45 72202641

EnergyFlexHouse - Solcellerefleks

Familie tester temperaturen i Teknologisk Instituts forsøgshus

René og Linda Rasch er med drengene Niklas på ni år og Jannik på fem år flyttet ind i Teknologisk Instituts forsøgshus EnergyFlexHouse i Høje Taastrup. Huset er bygget som et højteknologisk lavenergihus og selvforsynende med energi. Her skal familien bo i fire måneder. De nye beboere skal på egen krop føle, om de bliver generet af,
at temperaturen i huset går op og ned.


Mor, far og børn skal frem til udgangen af januar 2013 være forsøgskaniner i en række tests,
hvor temperaturen i lavenergihuset kommer til at svinge. Teknologisk Instituts energieksperter vil nemlig eksperimentere med at tænde og slukke for husets varmepumpe ved hjælp af moderne trådløs kommunikationsudstyr, der opsamler data om temperaturen i huset og familiens varmeforbrug.

- Vi forsøger at ’flytte’ varmeforbruget i huset, uden at hverken mor, far eller børn generes af det. Vi vil fx undersøge, hvor hurtigt huset taber temperatur og finde ud af, hvor lang tid det tager at varme det op igen. Familien skal leve, som de plejer bare i nye fysiske rammer, hvor vi regulerer, måler og studerer temperaturudsving og forbrugsmønster i døgnets firetyve timer, fortæller konsulent Ditte Marie Jørgensen fra Teknologisk Institut og tilføjer: Ved at lade forskellige familier bo i huset er det målet at udvikle en strategi for, hvordan varmepumpen skal styres, når huset er beboet – kan det fx betale sig at varme huset kraftigt op, når beboerne ikke er hjemme,
så bygningen opsuger varmen fra luften for senere at afgive den igen?

På sigt er det tanken, at forsøgene skal bidrage til ny viden om såkaldt ’smart grid’ teknologi, som gør det muligt i stor skala at erstatte oliefyr med varmepumper, som i fremtiden vil aftage energi fra de kommende store havvindmølleparker.

Familien har netop oplevet deres første weekend i huset, hvor varmepumpen var slukket i hele perioden – men det fik ikke tænderne til at klapre på husets nye beboere.

- Vi har glæder os meget til at flytte ind i et næsten helt nyt hus, som er moderne indrettet med solceller, varmepumpe, jordvarme og automatisk ventilation og solafskærmning. Vi har allerede fundet os godt tilrette, også selv om vi ikke havde varme på i weekenden – for huset er godt isoleret og holder fint på varmen, og nu er der jo heller ikke kommet frost endnu, fortæller René Rasch, der til daglig er IT-leder i Micros i Brøndby og på trettende år gift med Linda, der arbejder som inkassorådgiver i Danske Bank i Taastrup.

Energibevidst familie vil ikke fråse eller fryse
Både far, mor og børn er født og opvokset i Taastrup og har deres omgangskreds her. Familien bor til daglig i en kædevilla fra 1966 – et såkaldt Unic 119 hus, der er forsynet med en automatisk tidsstyring på lyset i stuen og en automatisk styring af ventilationen. Derhjemme har familien stort set altid 22 grader indenfor.

- Vi går meget op i at have et behageligt indeklima og vil samtidig gerne spare penge på vores energiforbrug. Og vi håber at blive klogere på, hvordan det er at leve i et lavenergihus, som i modsætning til vores eget er meget bedre isoleret, siger Linda Rasch, der drømmer om at få bygget et lavenergihus til familien, hvis chancen byder sig.  

Det trådløse tænd-og-sluk udstyr i Teknologisk Instituts lavenergihus vil udover at regulere varmepumpen også i kortere perioder kunne tænde og slukke for fryseren, vaskemaskinen og vandvarmeren i huset.

Fakta
Det nye forsøg med den danskudviklede teknologi til automatisk regulering af varmepumpen indgår som en del af forskningsprojektet iPower. Projektet skal bidrage til at sikre, at Danmark i fremtiden kan udfase brugen af fossile brændstoffer og styrke udnyttelsen af el fra vindmøller til rumopvarmning via installation af varmepumper i nybyggeri og eksisterende byggeri. Ambitionen er at udvikle fremtidens intelligente el-system, så forbruget af vedvarende energi automatisk følger forsyningssituationen. Ideen er så vidt muligt at ’rykke’ forbruget til tidspunkter, hvor der er masser af energi – og hvor den derfor er billigst. Tanken er også at undgå spidsbelastningssituationer, hvor det lokale el-net bliver ovebelastet. Politikernes ambition er, at al energi til elforbrug og rumopvarmning i 2035 skal være baseret på vedvarende energi i Danmark. Udstyret i lavenergihuset er udviklet af de danske virksomheder Develco Products, Kamstrup, Lodam og Nilan.

EnergyFlexHouse familie 2012

René, Linda, Niklas og Jannik Rasch bor i Teknologisk Instituts lavenergihus, mens der foregår en række tests med temperaturen i huset ved hjælp af moderne ’smart grid’ teknologi.

Teknologisk Instituts lavenergihus er atter beboet frem til udgangen af januar 2013.

Yderligere oplysninger fås hos konsulent Ditte Marie Jørgensen ved Teknologisk Institut på
tlf.: 7220 2641.