Høreapparater af højere kvalitet med PVD-tin/nikkel i stedet for guld

Kristian  Rechendorff

Jeg er din kontaktperson

Skriv til mig

Indtast venligst et validt navn
Eller dit telefonnummer
Sender besked
Tak for din besked
Vi beklager

På grund af en teknisk fejl kan din henvendelse desværre ikke modtages i øjeblikket. Du er velkommen til at skrive en mail til Send e-mail eller ringe til +45 72 20 24 23.

Høreapparater af højere kvalitet med PVD-tin/nikkel i stedet for guld

Pressemeddelelse den 18.12.2014

En god hørelse er guld værd. Men guldprisens høje niveau og uforudsigelige udvikling gør det dyrt og risikabelt at anvende til f.eks. elektriske kontakter til høreapparater. Hvis der spares på guldet, kan kontakterne blive ustabile, hvilket skaber problemer med lydudfald. Teknologisk Institut er med i et nyt projekt som skal udvikle stabile, elektriske kontakter uden brug af dyre ædelmetaller. Innovationsfonden investerer 12 mio. kr. i projektet.

Dårlig elektrisk kontakt i høreapparater kan være meget generende for brugeren. Typisk vil man opleve midlertidige lydudfald, men mere alvorlige problemer, som hyppigere batteriskift, kan også forekomme. De elektriske kontakter, som bruges i høreapparater, består oftest af et basis materiale (metal) belagt med nikkel og guld. Guldlaget giver høj ledningsevne, mens nikkellaget sikrer guldets vedhæftning. De høje guldpriser betyder, at mange producenter reducerer tykkelsen af guldlaget i deres elektriske apparater for at mindske kostprisen. Det øger risikoen for at slide igennem guldlaget, hvilket resulterer i en dårligere elektrisk kontakt, risiko for korrosion, og, i sidste ende, nedsat funktionalitet.

Problemet er især udtalt for højteknologiske elektroniske produkter, som høreapparater, der har en meget høj strømeffektivitet, og som anvendes ved brugerens øregang, hvor der er mange forskellige kemiske påvirkninger som sved, parfume og ørevoks.

- Det er et vigtigt udviklings- og indsatsområde. Widex er dedikeret til at levere de bedste og mest robuste høreapparater på markedet og skal selvfølgelig have adgang til de bedste elektriske kontakter for at give kunderne den bedst mulige oplevelse, udtaler Rune Bøttzauw, Teknologikoordinator for Mechanics, Widex.

Målet med projektet er at udvikle en ny type elektriske kontakter baseret på en kombination af tin/nikkel elektroplettering og tyndfilmsbelægning ved vakuumdeponering (Physical Vapour Deposition, PVD). Tin sikrer, at der ikke afgives nikkel, og sørger samtidig for, at hverken nikkellaget eller det underliggende substrat anløber og korroderer. En hård og slidstærk PVD-belægning med gode elektriske ledningsegenskaber, f.eks. TiN eller ZrN, vil sikre en stabil elektrisk kontakt i hele produktets levetid. Den nye løsning vil være miljøvenlig, fleksibel og langtidsholdbar, og vil sikre, at Widex kan levere høreapparater uden brug af ædelmetaller i de elektriske kontakter.

Med det nye kontaktsystem kan valget af substratmateriale variere alt efter behov, hvilket er vigtigt for at optimere ledningsevnen og de mekaniske egenskaber af det samlede elektriske kontaktsystem. Det er målet at fastholde Widex’ position blandt verdens førende høreapparatproducenter. Samtidigt åbnes nye markeder for Elplatek, der specialiserer sig i overfladebehandling af metaller, og Teknologisk Institut i forbindelse med spin-off anvendelser af det nye kontaktsystem i andre markedssegmenter.