Kronprinsessen kastede glans over Teknologisk Institut

Charlotte  Fischer

Jeg er din kontaktperson

Skriv til mig

Indtast venligst et validt navn
Eller dit telefonnummer
Sender besked
Tak for din besked
Vi beklager

På grund af en teknisk fejl kan din henvendelse desværre ikke modtages i øjeblikket. Du er velkommen til at skrive en mail til Send e-mail eller ringe til +45 72 20 21 35.

Kronprinsessen kastede glans over Teknologisk Institut

Naturen havde sørget for at lægge et solskærmende skydække ud over himlen, da hendes Kongelige Højhed Kronprinsesse Mary kastede glans over Teknologisk Institut ved den officielle åbning af Kræftens Bekæmpelse og Trygfondens solkampagne ’Skru ned for solen mellem 12 & 15’ tirsdag den 28. april 2009.  

For første gang i Instituttets mere end 100 år gamle historie gik unge modeller catwalk i konferencesalen på Teknologisk Institut til dunkende rytmer fra musikanlægget – kun iført bikini eller badedragt og på høje hæle. Og en kødrand af omkring 20-30 ivrige pressefotografer fra diverse kulørte blade, tv-stationer og aviser havde taget opstilling for enden af podiet for at få affyret det perfekte skud af Kronprinsessen, da hun præcist kl. 11.00 trådte ind i salen fulgt af sin hofdame og to sikkerhedsfolk.

Forventningsfuld stemning
Men inden modeshowet begyndte, var salen fuld af summende stemmer fra de 90 forventningsfulde gæster, der i god tid – inden Kronprinsessens ankomst – havde indfundet sig på deres pladser i salen. Og da så den royale hovedperson endelig trådte ind ad døren, rejste alle sig op, som etikken foreskriver. Herefter bød Bjørn Lykke Jensen velkommen til Teknologisk Institut. Han udtrykte glæde over, at Danmarks kommende dronning gæstede Instituttet, og at Instituttet kunne yde et bidrag til solkampagnen ved at være vært for kampagnens officielle åbning.

Tak til Teknologisk Institut
Instituttets bidrag til solkampagnen blev påskønnet i talen af formand Frede Olesen fra Kræftens Bekæmpelse. Han roste de ’fantastisk gode lokaler’ og Instituttets vilje til aktivt at gå ind og tage et medansvar for, at danskerne kan gå sikkert ud i solen ved at hjælpe med at certificere tekstiler, så tøjs solbeskyttelseseffekt fremover kommer til at fremstå klart for forbrugerne i form af en mærkning.

Store forventninger til UV-801 standard
Centerchef Jørgen Baadsgaard-Jensen var også på som taler i dagens program. Og i den anledning fik han slået fast, at det at beskytte sig mod solens stråler ikke bare er et spørgsmål om at tage en hvid T-shirt på – det er langt mere kompliceret. Et langt stykke af vejen kan man bruge et par tommelfingerregler, nemlig at syntetiske stoffer beskytter bedre end naturstoffer, og at farven sort beskytter bedre end hvid. Men ellers er det ikke lige til at vide det, hvis man ikke lige ved det – altså tekstilets solbeskyttelsesfaktor – også i fagsprog kaldt for UPF, der står for Ultraviolet Protection Factor:
En indikation af stoffets evne til at beskytte huden mod solens UV-stråler.  Og fordi det ikke er til at gætte sig til tøjets UV-beskyttende effekt, er Teknologisk Institut nu blevet akkrediteret til at teste denne egenskab og dokumentere den i form af en mærkning, der angiver beskyttelseseffekten i form af et tal. Jørgen Baadsgaard understregede i talen, at den nye UV-801 standard er markant forskellig fra andre typer tests, fordi den i modsætning til andre typer af UV-tests tager højde for forbrugssituationen, der er kendetegnet ved, at forbrugeren blandt andet vasker, slider og strækker tøjet. Og derfor har Instituttet store forventninger til, at branchen vil tage godt imod den nye standard.

Danmark – et forgangsland i forebyggelse af kræft i huden
Projektchefen for solkampagnen, Anja Philip fra Kræftens Bekæmpelse, var den sidste taler. Hun udtrykte tilfredshed med, at Danmark nu bliver et forgangsland inden for forebyggende hudkræft blandt andet i og med, at der er kommet en ny tekstilstandard til Danmark. For med den får danskerne noget tøj, som kan beholde UV-beskyttelseseffekten længere.    

UV-sikkert modeshow med plastikbrudekjole
Efter de tre taler fik pressen for alvor brug for deres telelinser og blitz, da modellerne som en del af det UV-sikre modeshow viste, at det hverken behøver at være kedeligt eller usexet at være UV-sikker. Modellerne poserede og dansede i fem forskellige numre til musik af blandt andre Lisa Gerrard og Goldfrapp. Finalen var et festligt indslag med en brusende brudekjole i klar hvid og let gennemsigtig plast, som var designet og konstrueret af Ole yde, YDE Copenhagen.  

En engageret Kronprinsesse
Under hele arrangementet fulgte Kronprinsessen ivrigt med fra første række. Hun er for tredje år i træk protektor for solkampagnen. Og da showet var slut, blev det Kronprinsessens tur til at åbne kampagnen i en tale, hvor hun kom ind på, at det i Kronprinsessens hjemland Australien har taget 25 år at få vendt den uheldige udvikling i antallet af kræfttilfælde i huden.  Kronprinsessen nævnte også, at solkampagnen allerede er begyndt at virke herhjemme, og at hun ofte hos danskerne fornemmer en stor bevidsthed om at beskytte sig mod for meget UV-stråling.  

Et minde i gæstebogen
Efter showet fik Kronprinsessen sammen med gæsterne lidt lækkert til ganen under den lukkede reception i foyeren. Herefter besøgte Kronprinsessen udstillingen med Instituttets prøvningsudstyr og testede tekstiler, og her havde pressen også mulighed for at fotografere. Tilbage er nu kun mindet om en usædvanlig begivenhed i Teknologisk Instituts historie – en begivenhed, hvor teknologiens ansigt viste sig i form af nogle modellers catwalk iført UV-sikkert tøj.  Og så nåede Kronprinsessen også at skrive i Instituttets gæstebog, inden hun forlod stedet kl. 12.45 med sin hofdame og to sikkerhedsfolk.

Kronprinsesse Mary ankommer til Teknologisk Institut

Adm. direktør Søren Stjernqvist var med til at tage imod kronprinsesse Mary,
der deltog i solkampagnen, som Kræftens Bekæmpelse og Trygfonden stod bag. Teknologisk Institut lagde fysiske rammer til den officielle åbning af solkampagnen.

Modeshow - Solkampagne 2009

Der var både børn og unge kvinder på podiet under det UV-sikre modeshow på Teknologisk Institut den 28. april. Modeshowet kulminerede med et indslag med en model iklædt en hvid brudekjole i plastik.

Kronprinsesse Mary - Konferencesalen

Kronprinsesse Mary gæstede Teknologisk Institut, da Kræftens Bekæmpelse åbnede solkampagnen 2009.