Er du i form som leder?

Marie  Rohrsted

Jeg er din kontaktperson

Skriv til mig

Indtast venligst et validt navn
Eller dit telefonnummer
Sender besked
Tak for din besked
Vi beklager

På grund af en teknisk fejl kan din henvendelse desværre ikke modtages i øjeblikket. Du er velkommen til at skrive en mail til Send e-mail eller ringe til +45 72201039

Er du i form som leder

Er du i form som leder?

Mange af os starter året med gode intentioner om at komme i bedre form og leve sundere. Fornuften fortæller os, at det ikke er mellem jul og nytår, skaden sker. Det er det lange seje træk mellem nytår og jul, der har betydning for formkurven. Sådan er det også med ledelse af mennesker. Det gode lederskab kræver en løbende indsats for at holde en solid grundform. Hvad gør du for at holde dig fit som leder? Det er ikke nok med en intensiv indsats op til særlige begivenheder som trivselsmåling eller 360 graders måling. Intensiv træning, der ikke bygger på en sund grundform, medfører ofte skader.

Læs mere om vores kurser inden for ledelse:

Hvilken rollemodel er du?
Markante, succesfulde ledere bliver fremhævet som rollemodeller. Deres ledelsesstil og metoder beskrives i tykke bøger, som vi fint lader os inspirere af. Men uanset hvordan vi vender det, så er alle ledere altid rollemodeller via deres daglige ledelse. Det gælder også dig, selv om du ikke er kendt i offentligheden for at have opnået bemærkelsesværdige resultater gennem dit lederskab. Uanset virksomhedens erklærede værdisæt og ledelseskodeks, så er det dine handlinger, adfærd og attitude i hverdagen, der er afgørende for atmosfæren og kulturen i dit medarbejderteam.  

Som leder sætter du standarden for tonen i kommunikationen, håndtering af konflikter, overholdelse af mødetider og deadlines etc. Selv om du og dine medarbejdere har et godt og tillidsfuldt samspil, er det uhyre vigtigt, at du hele tiden er bevidst om hvilke signaler, du sender. Hvordan du omtaler dine kollegaer i ledelsesteamet, dine bemærkninger om atmosfæren på ledelsesmøderne og ikke mindst din mening om vigtige beslutninger i virksomheden. Nogle ledere mener, at de altid kan tale frit ud af posen, når de er sammen med deres medarbejdere – men vær varsom, selv blot en kvik bemærkning bliver ofte vejet og vendt. Det gælder derfor om at være det gode eksempel i ord og handling, så du er en rollemodel til inspiration for dine medabejdere.

Læs mere om vores kurser her:

Hvilken form har dit lederskab?
Mange kloge ord er sagt og skrevet om ledelse. Men når det kommer til stykket, så er det din personlige forvaltning af lederskabet i hverdagen, der tæller overfor både medarbejdere og ledelseskollegaer. Godt lederskab bygger på troværdighed og autenticitet. Blandt de mange ledelsesteorier skal du vælge det, som passer til dit temperament og til dine udfordringer – og som hjælper dig med at træde i karakter med det lederskab, du vil stå for. Du skaber et solidt fundament for effektfuldt lederskab, så længe du sikrer en god balance med synergi mellem følgende fire aspekter af ledelse:

  • Ledelse af virksomheden - vise retning og sætte mål
  • Ledelse af mennesker – inspirere og skabe vilkår for at præstere optimalt
  • Ledelse sammen med andre – bidrage til og drage nytte af virksomhedens fulde ledelseskraft
  • Ledelse af dig selv – holde dig skarp som leder

Hold dit lederskab i form
Er du ny i ledelsesrollen, tænker du sikkert ofte over, hvordan du bedst byder ind som leder. Med nogle års ledelseserfaring er det mindst lige så vigtigt, at holde dig skarp som leder og ikke slå over på den ledelsesmæssige autopilot. Husk din passion for ledelse og udlev den - på din egen måde, så medarbejderne mærker dit lederskab. Der er masser af metoder til at holde dit lederskab i form. Husk at stoppe op en gang i mellem. Snup en god kollega, en coach eller en god ven og bed om sparring på vigtige temaer for dit lederskab. Måske har du det bedre med at finde inspiration, når du er alene i naturen. Brug 2-3 timer en gang om måneden eller en gang i kvartalet og tænk over svarene på de klassiske spørgsmål:

  • Hvorfor har du valgt at blive leder?
  • Hvad brænder du for som leder?
  • Hvad er vigtigt for dig som leder?
  • Hvad vil du være kendt for som leder?
  • Hvorfor skulle nogen have lyst til at have dig som leder?

En anden metode går ud på, at du hver dag de næste 3 uger på vej til arbejdet minder dig selv om, hvorfor du er leder – f.eks. ved at stille ét af ovenstående spørgsmål. På vejen hjem tænker du over, hvordan dagen er forløbet og sætter dine oplevelser og egen adfærd i forhold til dit svar på morgenens spørgsmål. En lille indsats med stor effekt. Find den træningsform, der passer dig, så du holder dig i form som den leder og rollemodel, du ønsker at være.

Læs mere om vores kurser for dig der er ny i lederjobbet:

Artiklen tager udgangspunkt i en artikel skrevet af Gitte Mandrup, kemiingeniør & MBA, ledelsesrådgiver, gittemandrup.dk til Teknologisk Instituts nyhedsbrev Lederupdate.