Ny og bedre test af tekstilers evne til at beskytte mod solen

Charlotte  Fischer

Jeg er din kontaktperson

Skriv til mig

Indtast venligst et validt navn
Eller dit telefonnummer
Sender besked
Tak for din besked
Vi beklager

På grund af en teknisk fejl kan din henvendelse desværre ikke modtages i øjeblikket. Du er velkommen til at skrive en mail til Send e-mail eller ringe til +45 72202135

Ny og bedre test af tekstilers evne til at beskytte mod solen

Teknologisk Institut er som den eneste virksomhed i Danmark netop blevet akkrediteret til at teste og dokumentere tekstilers evne til at beskytte mod ultraviolette stråler efter den internationalt anerkendte UV-801 standard. Hermed får eksempelvis større detailhandelsbutikker og producenter af børnetøj og arbejdstøj et ekstra salgsargument i markedsføringen.
Og forbrugerne får en væsentlig forbrugerinformation om tøjet.

Rød badedragt

Teknologisk Institut har testet den røde badedragt.

Kræft i huden er i dag den hyppigste kræftform. Mere end 80.000 danskere lever med diagnosen kræft i huden. Hver dag får ca. 22 danskere stillet diagnosen, og næsten dagligt dør et menneske af sygdommen, fortæller Projektchef Anja Philip fra Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens Solkampagne:

- Derfor er der et voksende fokus på tekstilers evne til at beskytte huden mod
UV-stråling. For den bedste beskyttelse mod solen er en kombination af hat, solbeskyttende tøj på kroppen, solcreme, solskærmende tekstiler og beplantning eller andet skyggegivende.

- Vi er glade for nu at kunne tilbyde prøvning til dokumentation af tekstilers beskyttende egenskaber mod UV-stråling efter UV-standard 801. For gennem de sidste to år har vi oplevet en stigende interesse hos vores kunder for at kunne dokumentere solbeskyttelseseffekten af især børnetøj og arbejdstøj, fortæller centerchef Jørgen Baadsgaard-Jensen fra Teknologisk Institut. Og han understreger, at sammenlignet med andre UV-tests giver den nye et langt mere præcist billede af den realistiske solfaktorbeskyttelse i tøjet, når forbrugeren anvender det, og tøjet strækkes ud på kroppen samt slides og vaskes.

Solkampagne 2009

Stort behov for den nye UV-801 test
Der findes forskellige standarder for dokumentation af UV-beskyttende tekstiler.
Det specielle ved UV-801 standarden er, at tekstilet ikke blot testes, når det er nyt,
men også når det har været udsat for forskellige forbrugsrelaterede påvirkninger såsom stræk, vask, slid og vejrpåvirkning. Sammenlignet med andre standarder tager standarden UV-801 forbehold for flest faktorer.

- Vi har store forventninger til den nye test, som vi tror, der vil være en stor efterspørgsel efter, fortæller Jørgen Baadsgaard-Jensen. Han tilføjer, at flere og flere er ved at få øjnene op for, at tøj kan beskytte bedre end de stærkeste solcremer, men at der er flere faktorer, der spiller ind på et stofs evne til at beskytte mod UV-stråling. Herunder tykkelsen, tætheden i vævningen, vægten, fibertypen, farven, elasticiteten, og om det er vådt, tørt, vasket, strukket etc.

UV-testen foretages ved hjælp af et instrument på Tekstillaboratoriet. Instrumentet udsender UVA- og UVB-stråler mod stofprøven og måler mængden af UV-stråling, som trænger gennem materialet og ville nå huden. Det testede tekstil får efterfølgende tildelt et UPF-certifikat med en faktor, der går fra 2 og op til 80. UPF står for Ultraviolet Protection Factor og er en indikation for stoffets evne til at beskytte huden mod solens UV-stråler. UPF kan sammenlignes med SPF faktor, som findes i solcremer. Eksempelvis betyder UPF 20, at man kan blive i solen 20 gange så lang tid, som man ellers skulle kunne uden at beskadige huden.

Internationalt samarbejde om UV-801
Der findes syv virksomheder i verden, der er akkrediteret til at foretage testen efter standarden UV-801. Virksomheder mødes jævnligt for at harmonisere målingerne efter UV-801 standarden landene imellem.