Nyt tørreanlæg revolutionerer den danske frugt- og grøntsagsindustri

Jannie Guldmann Würtz

Jeg er din kontaktperson

Skriv til mig

Indtast venligst et validt navn
Eller dit telefonnummer
Sender besked
Tak for din besked
Vi beklager

På grund af en teknisk fejl kan din henvendelse desværre ikke modtages i øjeblikket. Du er velkommen til at skrive en mail til Send e-mail eller ringe til +45 72 20 11 82.

Nyt tørreanlæg revolutionerer den danske frugt- og grøntsagsindustri

Danske råvareproducenter af frugt, grøntsager og urter kan styrke deres forretningsgrundlag ved at tørre produkterne i overhedet damp i vakuum. Metoden, der ikke før har været anvendt til tørring af denne gruppe fødevarer, er meget skånsom og væsentlig mere energibesparende end traditionelle tørremetoder. Og den kan tilmed skabe nye spændende og sikre kvalitetsprodukter. Det viser nye resultater fra et forprojekt med et nyinstalleret tørreanlæg på Teknologisk Institut.  

Når fx solbærrene, gulerodsskiverne, æblerne og dilden placeres i det avancerede tørreanlæg med ren vanddamp, bliver produkterne ikke udsat for ilt og bliver derved beskyttet mod oxidation under tørringsprocessen. Luften er nemlig blevet fjernet med en vakuumpumpe. Derfor ender tørreatmosfæren med at blive til ren vanddamp, som kommer fra produkterne, der tørres. Og ved kontinuerligt at holde trykket nede under mætningstrykket og samtidig holde damptemperaturen over mætningstemperaturen, holdes processen i gang, og produkterne tørres. 

- Den nye måde at tørre frugt, grøntsager og urter på er mere skånsom, fordi produkttemperaturen er lav, og fordi produkterne ikke skal tørres i så lang tid som ved andre metoder. Derfor bevarer produkterne store mængder af de oprindelige smagsstoffer. Og fordi vandet koger ud af produkterne, får de en spændende porøs struktur, fortæller Ebbe Nørgaard, der er sektionsleder på Teknologisk Institut og leder af projektet, og han tilføjer: Eksempelvis smager et solbær af sol og sommer og er flot sortrødt efter en tur i tørreanlægget. Så en af de store fordele er, at vi opnår en potentiel øget fødevarekvalitet og samtidig til et lavt energiforbrug.

I de indledende forsøgstørringer har Teknologisk Institut fundet frem til de interessante grænsebetingelser for udstyret, herunder kapacitet og tryk. Desuden har eksperterne sporet sig ind på de optimale procesforhold for de forskellige produkter. Målet er at designe et optimalt pilotanlæg og skabe et forretningsgrundlag for de involverede partnere, der spænder fra udstyrsproducenter til rå- og færdigvareleverandører. Eksperterne har målt på energi- og procesbetingelserne for tørreanlægget og på vandindhold og vandaktivitet. Derudover har de foretaget vitamin- og aromaanalyser på produkterne, og i løbet af november vil Teknologisk Institut gennemføre et smagsarrangement for potentielle aftagere af de tørrede produkter og andre interessenter. Produkterne kan fx anvendes i nye dessertapplikationer, varianter af sunde snacks eller som ingrediens i fx müesli, salatblandinger og mejeriprodukter.

Penge at spare på energiregningen
Et andet interessant resultat af de indledende forsøg med det nyinstallerede tørreanlæg viser, at den danske industri kan spare mange penge på energiforbruget til tørring.

- Tørring i overhedet damp i vakuum bruger potentielt en tiendedel af den energi, der i dag bruges til frysetørring, som også er en skånsom tørremetode. Og da 17-20% af dansk industris energiforbrug går til tørring, er der et kæmpe potentiale for at spare energi, understreger Ebbe Nørgaard, der også har en bred viden inden for andre mere anvendte tørremetoder så som varmepumpetørring, frysetørring og almindelig tørring med luft.

Lokal erhvervsudvikling med eksportpotentiale
Ebbe Nørgaard forventer, at de lokale danske råvareleverandører vil kunne styrke deres position på det danske og globale marked, hvis de tager metoden med tørring i overhedet damp til sig.

- Danmark har en stor produktion af frugter, grøntsager og urter, men det er vanskeligt for avlerne at konkurrere med prisen på importerede friske råvarer. Derfor er der et uudnyttet marked for tørrede produkter fremstillet af danske råvarer. Herved kan produkterne også sælges til andre kundetyper end de normale. Og samtidig forventer vi, at danske avlere ved hjælp af tørring med overhedet damp kan skabe en sund forretning med en god indtjening på tørrede produkter ved at konkurrere med de udenlandske avlere.

Og Wood Treatment Technology A/S (WTT), der har udviklet tørreanlægget, forventer at udvikle deres forretning fra at levere tørrere til træindustrien – som de har gjort i 30 år – til også at levere tørringsanlæg til andre brancher og segmenter.   

Tørring 

Fakta
Forprojektet er støttet af FødevareErhverv, og det gennemføres i et tæt samarbejde mellem råvare- og udstyrsleverandører, videninstitutioner samt potentielle kunder og grossister, som leverer til industri, catering og detailhandel. Fx deltager rå- og færdigvareleverandørerne Samsø Bær I/S, Urteriet Læsø samt Berrifine A/S.

Link