Praksislæring i sundheds- og omsorgsarbejde

Praksislæring er knyttet til praksis og arbejdets konkrete udførelse. Ved praksislæring udvikles deltagerens refleksionsniveau, den faglige forståelse af et felt øges, deltagerens praksis forbedres, og flere lærer sammen. Kortere læringsforløb kan gøre en stor forskel. Ved praksislæring sker der refleksion, og læringen følges af konkrete eksperimenter og praksisændring.

Der er mange måder at lære på

Et kursus er langt fra altid det eneste eller mest oplagte valg til læring. Inden for Sundheds- og Omsorgsforvaltningens område i Københavns Kommune har man gjort brug af praksislæring på demensområdet – blandt flere andre områder. Effekterne er positive for både de demente borgere og for medarbejderne. I en hjemmeplejeenhed i Københavns Kommune ønskede man at blive hurtigere til at opfange signaler på, om en borger er ved at udvikle demens. Praksislæringen (der supplerede et AMU-kursus) bestod i at uddanne og etablere et forpligtende netværk af demensvejledere blandt social- og sundhedshjælpere – en fuldstændig ny rolle for mange af dem. Demensvejlederens opgave er at introducere andre til deres viden, og de skal sparre med kollegaer under udførelsen af arbejdet. Så det handler ikke bare om at løse opgaven, men også om at skabe praksislæring mellem kollegaer.

En medarbejder fra Københavns Kommune siger:

”Vi har opnået mere ensartethed i måden at takle borgerne. Før var ”dement” et ord, man brugte i flæng. Vi har fået gang i en udredningsproces, der hjælper med til at stille en diagnose. Den rette diagnose”.

For den demente borger har det konkret betydet, at der nu er kommet en bedre forståelse for den enkeltes behov og livshistorie. Og det giver mindre stress og større tryghed for borgeren.

Hvornår kan praksislæring være det rigtige valg?

• Når der skal læres på tværs af faggrupper
• Når der skal udvikles nye løsninger til konkrete arbejdsopgaver
• Når der er behov for nye organisatoriske rammer for udvikling
• Når mange komplekse problemstillinger ikke kan isoleres til enkeltstående tiltag.

Ofte viser det sig nemlig, at de problemstillinger, der skal løses inden for social- og sundhedsområdet, er komplekse og ikke ”bare” handler om at fikse et enkelt problem.