Teknologisk Institut har netop udgivet to nye håndbøger om selvkompakterende beton (SCC), der udnævnes til fremtidens betontype i byggebranchen. Betonproducenter og entreprenører får her gode råd om at sammensætte SCC og udføre betonkonstruktioner med SCC. Beton er verdens vigtigste konstruktionsmateriale. I Danmark produceres årligt mere end otte millioner tons beton. Det forventes, at SCC kan medvirke til at give en bedre overfladekvalitet og reducere støbefejl såsom stenreder, ufuldstændig formfyldning og skader på betonens indre struktur. På trods af, at flere og flere begynder at anvende SCC, er der stadig uløste problemer. Håndbøgerne er første skridt på vejen til at afhjælpe disse problemer. - Der har ikke tidligere været skrevet en samlet publikation om praktisk brug af SCC. Jeg håber derfor, at betonproducenterne og entreprenørerne vil finde mange konkrete og brugbare redskaber til at arbejde med SCC, siger forfatter og seniorkonsulent Claus Vestergaard Nielsen fra Teknologisk Institut, Betoncentret, og tilføjer, at håndbøgerne bl.a. anviser, hvilke flydeegenskaber der bør vælges for at opnå et godt resultat og hvilke forhold, der kræver øget fokus fra entreprenørens side i forhold til traditionel beton. Fagfolk bag bøgerne Og netop landets største entreprenørvirksomhed MT Højgaard A/S sætter stor pris på udgivelsen af de to nye håndbøger om SCC. Her mener man, at betonbranchen tilføres et teknologiløft, og at bøgerne vil dække et stort behov for at få hjælp til at arbejde med SCC og dermed sikre, at antallet af byggefejl vil falde. - Jeg er meget begejstret for SCC og anser det som fremtidens byggemateriale. Håndbøgerne vil uden tvivl kunne udbrede kendskabet til og anvendelsen af SCC til gavn for arbejdsmiljøet, produktiviteten på byggepladsen og kvaliteten af byggeriet generelt. Desuden er der behov for konkrete anvisninger på området, så byggeriets parter ikke taler forbi hinanden, udtaler projektdirektør Lars Gredsted fra MT Højgaard A/S. ’Håndbog for sammensætning af SCC’ og ’Håndbog for udførelse af SCC’ blev begge udgivet i august 2007 i forbindelse med SCC-Konsortiets afslutning. Bøgerne koster 300 kr. stykket og kan bestilles på Teknologisk Instituts hjemmeside www.teknologisk.dk/21706 Yderligere informationer fås hos Claus Pade på telefon 72202183 eller på www.VoSCC.dk, www.scc-konsortiet.dk
| Jeg er din kontaktpersonClaus PadeTeamleder Beton +45 72 20 21 83 Skriv til mig |
