SensorInnovationLab

Andras  Splidt

Jeg er din kontaktperson

Skriv til mig

Indtast venligst et validt navn
Eller dit telefonnummer
Sender besked
Tak for din besked
Vi beklager

På grund af en teknisk fejl kan din henvendelse desværre ikke modtages i øjeblikket. Du er velkommen til at skrive en mail til Send e-mail eller ringe til +45 72202006

SensorInnovationLab

Aktivitetsplan nr. A3 - Resultatkontrakt 2007-2009 

Internationale teknologiscenarier og markedsrapporter peger på, at trådløse produktindlejrede sensorer baseret på nano-mikroteknologi kan danne grundlag for en industriel vækst sammenlignelig med den, vi har set inden for mobiltelefoni. Sensorer er allerede en integreret del af næsten alle produkter og/eller de processer, der frembringer produkterne. Den næste bølge med trådløse sensorer er godt i gang, og det næste væsentlige udviklingstrin bliver integrerede proces- og produktindlejrede sensorer. Disse sensorer skal helt overvejende være trådløse og passive, dvs. uden lokal energiforsyning.

Ideen er at udfolde synergier mellem en række af Instituttets internationalt anerkendte spidskompetencer fra front-end sensorteknologi, målesystemer, kommunikation, netværk, dataanalyse til kvalitetssikring af det overordnede set-up.  Med henblik på at fastlægge og fokusere krav til robuste mikro-nano-sensorer tages der udgangspunkt i måletekniske problemstillinger, hvor der pt. anvendes tungt, dyrt og kompliceret udstyr. Med afsæt heri udvikles dedikerede sensorer til monitorering af fx fugt/temperatur i større bygningskonstruktioner, tryk/temperaturforhold i ventildele/kompressorer/bearbejdningsværktøjer, acetone i udåndingsluft i forbindelse med diabetes selvdiagnosticering og procestilstande i komplekse produktionsprocesser (fermentering, ekstrudering).

Formål
Formålet er at etablere en unik forsknings- og udviklingsplatform for sensorer (SensorInnovationLab), hvor en række generiske design-, konstruktions- og produktionsforhold kan evalueres i udvalgte brancher med gode muligheder for at opnå en styrkeposition i flere brancher. Aktiviteten er den første af sin art i Danmark, der adresserer front-end sensorteknologi i trådløse netværk, som dækker hele sensorværdikæden og i fuld udstrækning bygger på ikke-siliciumbaseret nano/mikroteknologi såvel med hensyn til fremstillingsprocesser som med hensyn til sensordesign.

Målgruppe
Målgruppen omfatter opstartsvirksomheder, SMV’er og større virksomheder inden for medicinalindustrien, fødevareindustrien, byggeindustrien, energiindustrien, plast/metal produktionsindustrien og måleapparat-industrien. Alle områder er af afgørende betydning for Danmarks fortsatte konkurrencedygtighed både på kort og på lang sigt. De områder, hvor indlejrede trådløse sensorer kan få en væsentlig betydning, udgør en meget stor del af den industrielle omsætning i Danmark. Det potentielle marked for de indlejrede sensorer vurderes at være flere hundrede mio. kr.