Robotter ind i husholdningen

Robotter ind i husholdningen

Dagligdags opgaver som at dække bord, tømme opvaskemaskine, rydde op på børneværelserne, tømme postkassen og ordne have kan snart overlades til fynske robotter. Med et tilsagn omstøtte på 12,8 mio. kr. har det statslige Rådet for Teknologi og Innovation vendt tommelfingeren opad for en fynsk klynge af robotforskere og -producenter, der er samlet i netværket Robocluster. Et konsortium med et samlet budget på 31 mio. kr. skal i de næste fire år forfine robotterne, der i dag pukler løs i industrien, men som om få år også kan mødes i husholdningen og plejesektoren.
Industrirobotter har typisk været fokuseret på ensidigt gentaget arbejde, der ikke kræver ret megen intelligens. Men store dele af den type produktion er forsvundet ud af landet, og så står den mere komplicerede produktion tilbage. Og spørgsmålet er så, om vi kan automatisere den produktion bedre, siger Rune Larsen, centerleder hos Robocluster.

Menneske-robot
Projektet arbejder ud fra devisen om, at to hænder arbejder bedre end en. Det er ret besværligt at snøre sine sko, tage en strømpe på eller skære et stykke rugbrød med kun en enkelt hånd. Ud fra den erkendelse vil konsortiet vise, at det er muligt at opstille en robot, der har to arme og hænder lige som et menneske, og som kan gribe emner af forskellige materialer og former. I alt 11 virksomheder deltager i konsortiet.
De fleste er mindre produktionsvirksomheder inden for robotverdenen, men også pumpeproducenten Grundfos er med for at opnå ny viden om fremtidens automation, sensorer, gribearme og andet, der kan øge produktiviteten. Projekterne ligger ud over det, man umiddelbart kan gå ud at sælge, men målet er synlige resultater i form af verdens mest avancerede robot, der opstilles i Forskerparken i Odense. Robottens funktionalitet vil med sine mange-aksede mekaniske elementer sammen med avancerede sensorer være en verdensnyhed, som forventes at tiltrække megen opmærksomhed, vurderer konsortiet.

Fyn som robot-mekka
Ud over virksomhederne deltager også robotspecialisterne på MærskMc-KinneyMøller, Instituttet for Produktionsteknologi på Syddansk Universitet samt Teknologisk Institut i konsortiet. »Vi må konstatere, at Fyn er et mekka for robotteknologi med den største koncentration af den slags virksomheder, og det er et meget fint udgangspunkt, når man skal bygge bro mellem erhvervsliv og forskningsinstitutioner,« siger Jan Windmüller, der har behandlet ansøgningen i den nye Forsknings- og Innovationsstyrelse. Han lægger også vægt på, at projektet skal gøres nyttigt for en bred kreds. »Det er meget sympatisk ved projektet, at hensigten er at udvikle billige robotter, som den lille møbelfabrikant i Vestjylland kan betale,« siger Jan Windmüller. Hvornår en billig robot også kan tømme opvaskemaskinen, har han ikke noget bud på.