10 gode råd ved køb og brug af brændeovn:
Tests for brændeovn.
Brændeovne skal i dag CE-mærkes samt opfylde kravene i den Danske "Brændeovnsbekendtgørelsen", begge dele er obligatorisk. Hvis man vælger en Svanemærket ovn er kravet til f.eks. partikelemissionen det halve af det obligatoriske krav. Ud over svanemærket er der også mulighed for at vælge ovne der er DS eller DS plus godkendt. Se andetsteds her på hjemmesiden angående kravene for de enkelte frivillige ordninger.
Køb ikke en ovn med for stor ydelse.
Ovnens effekt skal passe til behovet. En nominel effekt på 3-5 kW vil i langt de fleste tilfælde være fuldt tilstrækkeligt.
Tilpasning af ydelsen.
Effekten på selv de mindste ovne vil en stor del af året være for stor. En mindre ydelse opnås bedst ved påfyring af en mindre brændemængde og/eller ved at øge intervallerne mellem påfyringerne. Hvis ydelsen reduceres ved at der skrues ned for luften, skal man ikke skrue længere ned end at der altid er en synlig flamme i ovnen (Først når træet er helt udbrændt og der kun er gløder tilbage må der skrues ned for luften). Dette betyder at der altid skal være synlige flammer i ovnen i normalt ca. 30 til 45 minutter efter påfyringen.
Primærluftspjæld.
Vælger man en ovn med primærluftspjæld, er det nemmere at få etableret flammer ved påfyring - ikke mindst i de perioder, hvor man tilstræber lange påfyringsintervaller for at mindske ydelsen. Der findes ovne med selvlukkende spjæld til brug ved opstart, disse selvlukkende spjæld har principielt samme virkning, men det har den ulempe, at det skal holdes manuelt for at være åbent.
Rensning.
Det er er fordel, hvis røgvendeplader nemt kan fjernes med henblik på rensning efter fejning af skorsten og røgrør. En rysterist letter fjernelsen af asken, og typisk vil støvbelastningen her også være mindre.
Brænde.
Brænde skal normalt lagres tørt og i kløvet tilstand mindst 1-2 år før brug, hvilket betyder, at vandindholdet er under de anbefalede 20%. Brændestykkernes længde skal helst være 5-10 cm mindre end brændkammeret, og de skal kløves til en diameter/kantmål på ca. 10 cm.
Påfyring.
Anvend maksimalt 2-3 stykker træ pr. påfyring og sørg for, at der umiddelbart efter påfyringen etableres flammer. Undgå at fyre over om natten (typisk med spjældet meget reduceret), da dette medfører, at træet ulmer væk og dermed ikke afbrændes ordentligt.
Affald.
Det er meget forurenende - og også forbudt - at afbrænde trykimpregneret træ, spånplader, husholdningsaffald såsom mælkekartoner, plastposer, gavepapir osv. i en brændeovn. Dette skal bortskaffes via dagrenovationen eller på den lokale genbrugsplads.
Økonomi.
Brænde kan købes på flere måder og til forskellige priser. Undersøg eventuelt, hvad 1 kWh koster. Vejledning findes andetsteds på denne side.
Naboer.
Ved at fyre ordentligt undgår man, at røgen generer naboerne.
God fornøjelse.