Stor interesse for seminar om off-line programmering

OSS-tanker

Stor interesse for seminar om off-line programmering

Programmering kan ikke stå alene
K. Bo Genefke lagde ud med – på baggrund af 20 års erfaring fra robotbranchen - at hive tæppet væk under den blinde tro på det teknologiske fremskridts ufejlbarlighed ved nøgternt at konstatere, at ” succes med off-line programmering forudsætter, at man ser bredt på mulighederne og ikke kun på selve programmeringsdelen. Det kræver et tæt samspil mellem OLP-leverandør, robotleverandør og slutbruger.”

Niels Jul Jacobsen foran 45 deltagere på off-line programmering på Odense Staalskibsværft 7. december 2006.Denne tråd knyttede Niels Jul Jacobsen efterfølgende an til ved i indledningen til sin demonstration af Odense Staalskibsværfts system til off-line programmering af skibssektioner at konstatere, at ”Vores system er afhængigt af, at vi har en 100 % model af virkeligheden.”

Herefter fik deltagerne så mulighed for at besigtige denne virkelighed på en tur rundt omkring nogle af værftets svejserobotter.




Hvordan skabes den rigtige model?
Udfordringen i at skabe den rigtige model af virkeligheden var omdrejningspunktet for det næste indlæg, hvor Ole Madsen fra Aalborg Universitet indledte med at fortælle om projektet Eco2Painter, hvor de har udviklet et laserbaseret scannersystem til generering af 3D-modeller af emner, så malerobotten umiddelbart efter kan påbegynde maleprocessen. Løsningen er særligt anvendelig til sprøjtemaling af emner produceret i små serier, med mange varianter og uden CAD-modeller. I forlængelse heraf gav Troels Larsen fra Inropa ApS indblik i, hvordan opmåling af emner nu også kan foregå ved hjælp af håndholdte, laser-baserede ”målepistoler” gennem to nyudviklede systemer, RobTeach og RobTeach VR.

Projekter med off-line
Erik Salling fra AMROSE Robotics greb fat i det med at skabe den rette model fra en lidt anden vinkel, da han bl.a. fortalte om et projekt, som AMROSE har gennemført med en række østrigske forskere. Her anvendes et stereovision-system til at skabe et billede af et køretøjs omgivelser, så en påmonteret 7-akset robotarm bliver i stand til at gribe emner omkring køretøjet. Systemet anvender en blanding af online og off-line programmering.

Lars Märcher Sandig fra MPN A/S fortalte efterfølgende om sit firmas forskellige løsninger til automatiseret end-of-line håndtering af frugt og grønt, hvorefter Henrik Gordon Petersen fra SDU og Karsten Ahrentsen fra Giben Scandinavia A/S sluttede af med at fortælle om projektet ”Unikke betonkonstruktioner”, der handler om gennem konstruktion af alternative støbeforme ved hjælp af robotter og anvendelse af selvkompakterende beton at give mulighed for mere spændende og individuelle betonkonstruktioner.

Om arrangementet
Seminaret om off-line programmering d. 7. december 2006 på Odense Staalskibsværft blev arrangeret af det danske netværk for off-line programmering med hjælp fra Teknologisk Instituts Center for Robotteknologi og venligt støttet af Odense Staalskibsværft.

Netværket
Det tværregionale netværk med fokus på off-line programmering af robotter er etableret af RoboCluster sammen med Syddansk Universitet, Aalborg Universitet og Danmarks Tekniske Universitet. Læs mere på RoboClusters side om OLP-netværket.