Viden om Slagteri og Forædling Nr. 4 - Ny slagterimaskine skal rundskære skinker

Susanne  Støier

Jeg er din kontaktperson

Skriv til mig

Indtast venligst et validt navn
Eller dit telefonnummer
Sender besked
Tak for din besked
Vi beklager

På grund af en teknisk fejl kan din henvendelse desværre ikke modtages i øjeblikket. Du er velkommen til at skrive en mail til Send e-mail eller ringe til +45 72 20 27 18.

Viden om Slagteri og Forædling Nr. 4 - Ny slagterimaskine skal rundskære skinker

Ny slagterimaskine skal rundskære skinker

Danske slagterier har siden halvfemserne arbejdet mod en maksimal automatisering af slagtning, opskæring og udbening. Nu er en ny maskine kommet et stort skridt videre mod den første prototype. Maskinen rundskærer skinker, det vil sige, at den fjerner haleben, spækkant, lyskekød og lyskefedt, før skinkerne skal udbenes.

Lige nu tester Slagteriernes Forskningsinstitut maskinen i en forsøgsudgave på Danish Crowns slagteri i Ringsted. Om ca. et år er det planen, at den første prototype er bygget og ved at blive testet i daglig produktion.

Rundskæring_af_skinke

Skinke på vej ind i maskinen, der har kørt knive og værktøjer i stilling

God for arbejdsmiljøet
Normalt arbejder mellem tre og fem slagteriarbejdere med at rundskære skinker. Det er fysisk hårdt og monotont arbejde, især når de såkaldt lange skinker skal fremstilles. Her skæres halebenet, så den længste del sidder tilbage på skinken i stedet for på kammen. Til at afskære halebenet kræver lange skinker et specielt værktøj, som er meget anstrengende at betjene.

Den nye maskine kan håndtere både korte og lange skinker, og skal kun overvåges af en enkelt slagteriarbejder, der også skal skille lyskefedt fra lyskekød. Dermed skåner maskinen to til fire slagteriarbejdere for ensidigt, gentaget arbejde.

Simpelt er godt
Udviklingen af maskinen bygger på mange års erfaringer. Derfor arbejder projektleder Finn Hansen, Danish Meat Research Institute, efter princippet ’Jo mere simpel, des mere stabil’.

- Skinkerne der kommer ind i maskinen er i forvejen bearbejdet af en række maskiner tidligere på slagtegangen. De overholder selvfølgelig hver især en række kvalitetskrav og leverer inden for fastsatte tolerancer. Men det betyder alligevel, at min råvare varierer utroligt meget i form og kvalitet. Derfor er maskinen designet med så simple værktøjer og styringsmekanismer som muligt, fortæller Finn.

De tre operationer, der fjerner haleben, afskærer lyskefedt og –kød og tilskærer spækkanten gennemføres i videst muligt omfang med såkaldt kulissestyring og et enkelt lasermål.

- Kulissestyring er noget af det mest simple, men også mest stabile, der findes. Knivene kører langs et tophængt stålspor. Når stålsporet går nedad, presses knivene automatisk i samme retning, f.eks. længere ind i kødet. Vi har tre kulissestyringer i maskinen, og vi bruger lasermåling til at indstille saven, der afskærer spækkanten. Til at gribe og fjerne lyskefedt og –kød bruger vi, hvad der svarer til to sømhoveder, forklarer Finn og fortsætter:

- Det virker primitivt, men vi har erfaring for, at jo mere simpelt, des mindre kan gå i stykker og des mere stabilt kører maskinen, siger Finn med et smil.

De næste udfordringer
Maskinen skal i færdig udgave kunne rundskære 1.000 skinker i timen og skal håndtere både højre og venstresider i to sideløbende spor. Det svarer til, at maskinen skal bruge godt syv sekunder på hver skinke.

- Når prototypen er bygget om ca. et år, skal vi teste maskinens stabilitet i daglig produktion. Det tager typisk et halvt år, om alt går vel. Så om godt halvandet år vil maskinen være klar til markedsføring. Vi har endnu ikke lagt os fast på en maskinleverandør, men vi har nogle gode bud på, hvem der skal bygge og markedsføre maskinen, slutter Finn Hansen.

 

Viden om Slagteri og Forædling Nr. 4, 2007