Nordbo Systems får plads i Odense Robotics StartUp Hub

Kurt  Nielsen

Jeg er din kontaktperson

Skriv til mig

Indtast venligst et validt navn
Eller dit telefonnummer
Sender besked
Tak for din besked
Vi beklager

På grund af en teknisk fejl kan din henvendelse desværre ikke modtages i øjeblikket. Du er velkommen til at skrive en mail til Send e-mail eller ringe til +45 72 20 22 11.

-

Nordbo Systems får plads i Odense Robotics StartUp Hub

Nordbo Systems bliver den første virksomhed, der kan flytte ind med laptops og robotudstyr i Odense Robotics StartUp Hub - et nyt acceleratorforløb for robot- og teknologivirksomheder med særligt potentiale.

Som en del af 'startpakken' får virksomheden adgang til Teknologisk Instituts laboratorium og testfaciliteter i Forskerparken i Odense.

- Vi glæder os meget til at blive en del af robotmiljøet omkring Teknologisk Institut og kunne få adgang til de mange tekniske faciliteter. Det er også vigtigt for os, at vi kan have vores egen robotløsning stående i testhallen blandt alle de andre robotter, når vi f.eks. har kunder på besøg. Det giver troværdighed at kunne vise, at der er andre, der tror på vores produkt, siger Leo Zhou, der sammen med Lukasz Zymla har stiftet Nordbo Systems.

Virksomheden har været gennem en udvælgelsesproces hen over de seneste måneder, hvor det samlede ansøgerfelt er blevet screenet og virksomhedernes forretningspotentiale og teknologiske niveau er blevet nøje vurderet. Fire virksomheder fik mulighed for at præsentere deres forretningsidé for et board bestående af virksomhedsejere, investorer og fagprofessionelle, som indstillede Nordbo Systems til at indgå i programmet.

- Ideen med StartUp Hub'en er at gøre vejen fra produktudvikling til finansiering og salg så kort som mulig, forklarer Mikkel Christofferen, forretningschef i Odense Robotics.

- Når det gælder højteknologiske produkter, er udviklings- og testfasen både lang og omkostningstung, og det er her, risikoen for at bukke under er størst for nye virksomheder. Derfor er vi gået sammen med Teknologisk Institut og Odense Kommune om dette startup-program, hvor vi giver virksomheder adgang til teknisk support, sparring på forretningsudvikling, kontakt til investorer og samarbejdspartnere blandt de andre virksomheder i Odenses robotmiljø.

Brugervenlige industrirobotter
Nordbo Systems har fokus på at gøre industrirobotter lette og intuitive at betjene. Markedet for den type løsninger vurderes at være meget stort, da de også er attraktive for mindre virksomheder, som producerer få serier. Virksomheden laver en kompakt og fleksibel robotløsning, som lynhurtigt kan opsamle emner fra et transportbånd. Softwaren, som følger med robotten, gør det let og intuitivt for en medarbejder at omstille robotten til nye opgaver, og den kan også flyttes til andre steder i produktionen.

Nordbo Systems robotløsning er attraktiv for virksomheder, som har brug for at kunne omstille produktions- og håndteringsprocessen let og hurtigt – f.eks. inden for fødevareproduktion. Eksisterende robotløsninger af samme type er målrettet masseproduktion og er dyrere at sætte i drift og omstille. De to partnere er studiekammerater fra Mærsk McKinney Møller Instituttet på SDU.

Stort potentiale og hårdt arbejde
Stifter af Universal Robots Esben Østergaard var inspirator til de første skitser til startup-programmet. Esben Østergaard er nu selv en del af det board, som har udvalgt Nordbo Systems.

- Havde dette startup-program eksisteret, da Universal Robots var i sin opstart, så havde vi søgt. Det at få muligheden for at få sparring fra dygtige fagfolk og arbejde sammen med andre virksomheder er virkelig attraktivt. Nu har den første virksomhed fået muligheden, og de har et stort potentiale til at drive det vidt, hvis de griber det rigtigt an. Men de vil skulle arbejde hårdt for det, siger Esben Østergaard.

Et andet medlem af boardet er Lars Hansen, serieiværksætter og direktør for bl.a. Egatec og Inwatec – begge virksomheder i det økosystem af over 70 robotrelaterede virksomheder, som findes i Odense og omegn. Han er enig med Esben Østergaard.

- Den gode idé eller teknologi er ikke nok. Et godt team er mindst lige så vigtigt, sammen med hårdt arbejde, god timing – og en portion held. Man skal brænde for selve det at skabe noget og være indstillet på at knokle i flere år. De dyre biler må vente.

Odense investerer i kommende arbejdspladser
Når virksomheden er flyttet ind i de nye faciliteter, venter der et individuelt sammensat forløb med en række milepæle undervejs. Odense Kommune har bevilliget en medfinansiering på 2 mio. til programmet.-

StartUp Hub'en er et element i Odenses strategi om at understøtte det stærke robotmiljø, som findes i byen. Det gør vi ved at styrke startup-miljøet, tiltrække investorkapital og nye virksomheder – både danske og internationale, siger borgmester Anker Boye.

- Det siger sig selv, at når vi som kommune vælger at investere i dette, sker det både i en tro på og forventning om, at de virksomheder, der får en plads, har et potentiale, der med tiden kan omsættes til vækst og arbejdspladser i byen. Vi forventer ikke en ny Universal Robots lige med det samme, men deres eksempel har dog vist os, at der findes et stort potentiale i krydsfeltet mellem den forskning, udvikling og forretning, som findes her, tilføjer han.

Nordbo Systems er fra Odense, men det er ikke et krav for at få plads i StartUp Hub'en. Alle robotrelaterede virksomheder – danske såvel som udenlandske – kan søge optagelse og dermed blive en del af robotklyngen i Odense.

Det forventes, at endnu en startup-virksomhed får plads i Hub'en i starten af det nye år.