Danske hospitaler viser stor interesse for TUG

Lars  Dalgaard

Jeg er din kontaktperson

Skriv til mig

Indtast venligst et validt navn
Eller dit telefonnummer
Sender besked
Tak for din besked
Vi beklager

På grund af en teknisk fejl kan din henvendelse desværre ikke modtages i øjeblikket. Du er velkommen til at skrive en mail til Send e-mail eller ringe til +45 72203983

Aethon TUG på sygehus.

Danske hospitaler viser stor interesse for TUG

Repræsentanter for hospitaler fra hele Danmark mødte talstærkt op til Teknologisk Institut, Robotteknologis arrangement om muligheden for anvendelse af TUG på danske hospitaler. Arrangementet blev afholdt d. 27. november i forbindelse med European Robotics Week, og deltagerne var enige: TUG eller andre lignende AGV'er vil køre rundt på danske hospitaler indenfor 5-10 år.

TUG er allerede flyttet ind på Sygehus Sønderjylland, hvor transportrobotten skal testes i et 9 måneders projektforløb, som skal afklare, om TUG kan anvendes til logistikoptimering på danske sygehuse. Med dette projekt, som varetages af Sygehus Sønderjylland og Teknologisk Institut, Robotteknologi, er der fulgt en stigende interesse i mulighederne for at implementere transportrobotter på danske hospitaler, og de fremmødte viste stor begejstring, da TUG selvstændigt banede sig vej forbi dem i Instituttets store robothal og tog elevatoren op til 1. sal. Efter demonstrationen bød dagen på spændende oplæg samt debat om anvendelsen af transportrobotter, hvor blandt andre Asim Ikram, projektleder, Teknologisk Institut, Robotteknologi og Søren Aggestrup, lægefaglig direktør på Sygehus Sønderjylland besvarede deltagernes spørgsmål. Læs mere om TUG og projektet her.

Der er brug for transportrobotter
I løbet af debatten blev arrangementsdeltagerne hurtigt enige om behovet for transportrobotter. At hente og bringe blodprøver, linned, affald og lignende fylder meget i dagligdagen på danske hospitaler, og er noget der bruges meget tid på. Endvidere er der på baggrund af den økonomiske og demografiske udvikling i dagens Danmark færre medarbejdere pr. patient, og med TUG eller andre AGV'ere til at varetage de simple transportopgaver og effektivisere logistikken, kan personalet bruge deres tid på at udføre de opgaver de er uddannet til: "Henten og bringen af operationsredskaber, linned, blodprøver osv. er noget der bliver brugt meget tid på. Det kommet selvfølgelig an på afdelingen, hvor meget det fylder i dagligdagen, men det er noget der er stor interesse i at forbedre", udtalte Klaus Veng, Projektleder Innovation, MedTech Innovation Center. Og dette støttede Rune Klausen Larsen, forretningsudviklingschef, Teknologisk Institut, Robotteknologi op om: "Det handler ikke om hvor eller hvordan vi tager imod logistikrobotterne - for det vil ske - så det handler om hvornår vi tager imod dem".

De nye supersygehuse er en enestående chance
Da spørgsmålet om, hvornår TUG eller andre AGV'er skal implementeres på danske sygehuse, blev stillet, var deltagerne ikke længe om at finde det rette tidspunkt. Det er sjældent at det danske sygehusvæsen udfører markante ændringer, men med de nye supersygehuse forefinder der sig en enestående chance for at prøve de nye teknologier af: "Jeg håber virkelig at de nye teknologier kommer i brug og bliver udbredt på de danske sygehuse. De gamle sygehuse er i mange etager og her er jeg lidt skeptisk, men de nye byggerier bliver fladet ud med få etager og brede gange, og her passer TUG jo fuldstændig ind", sagde Gitte Antonisen, sterilcentralchef, Herlev Sygehus.

I dag fungerer mange afdelinger som en 8-16 arbejdsplads, hvor man ofte må vente til dagen efter med at få foretaget sine undersøgelser. Med de nye supersygehuse skal der arbejdes hen imod nye tendenser, som TUG har mulighed for at blive en del af: "Vi skal have tænkt 24/7 tankegangen ind i de nye supersygehuse, og her ser jeg stort potentiale i hjælp fra logistikrobotter, da de også arbejder om natten", udtalte Søren Aggestrup.

Men test af TUG er nødvendigt
Der kører i dag mere end 400 TUGs rundt på hospitaler i USA, og TUG-systemet er derfor et allerede velafprøvet koncept, men da TUGen på Sygehus Sønderjylland er den første i Danmark, er det nødvendigt at få afklaret, hvordan den fungerer på danske hospitaler.

Peter Seiff, Vice President fra den amerikanske virksomhed Aethon, som deltog i arrangementet via telepresence, fortalte, at TUG ikke kun er designet til at køre i nyt byggeri modsat mange andre AGV'ere. Mange af de TUGs der kører på de amerikanske hospitaler anvendes rent faktisk i ældre byggeri. Og det er derfor også i ældre byggeri at testen skal gennemføres på Sygehus Sønderjylland.

Selvom de fremmødte viste stor glæde og interesse for TUG, bar debatten også præg af en vis skepsis over for den nye transportrobot. Tvivlen lød på hastigheden af TUGs leveringer, for eksempel i forhold til leveringer som skal bruges her-og-nu, og dette er også en af de ting, som Teknologisk Institut og Sygehus Sønderjylland ønsker at undersøge i løbet af de næste måneder: "Vi skal finde ud af, hvordan tingene bedst fungerer med TUG - helt ned på medarbejderniveau. Det er nødt til at blive testet, så vi er sikre på, at det er noget der kan bruges på danske sygehuse", sagde Søren Aggestrup.

Hverken Sygehus Sønderjylland eller Teknologisk Institut, Robotteknologi er dog i tvivl om, at projektet bliver en stor succes.

Mulighed for at følge projektet
I forbindelse med projektforløbet gav Sygehus Sønderjylland og Teknologisk Institut, Robotteknologi de fremmødte muligheden for at melde sig til en følgegruppe, hvor de vil blive informeret om de forskellige erfaringer der bliver gjort med TUG i løbet af de næste par måneder. Her vil deltagerne have mulighed for at komme med gode idéer til anvendelsen af TUG, eller stille spørgsmål, så de sammen kan få størst mulig udbytte af projektet. Ønsker du at tilmelde dig følgegruppen, er du meget velkommen til at kontakte os.