Inddragelse af medarbejdere får sikkerhedsregler til at give mening

Eva-Carina  Nørskov

Jeg er din kontaktperson

Skriv til mig

Indtast venligst et validt navn
Eller dit telefonnummer
Sender besked
Tak for din besked
Vi beklager

På grund af en teknisk fejl kan din henvendelse desværre ikke modtages i øjeblikket. Du er velkommen til at skrive en mail til Send e-mail eller ringe til +45 72202396

Inddragelse af medarbejdere får sikkerhedsregler til at give mening

Medarbejdere og ledere fra to danske Rockwool fabrikker har sammen med Teknologisk Institut udviklet og formidlet virksomhedens sikkerhedsarbejde, så reglerne giver mening for medarbejderne.

Som på mange andre fabrikker i Danmark kan der på Rockwools fabrikker opstå farlige situationer, som det kræver en hensigtsmæssig adfærd for at håndtere sikkert. Rockwool laves af smeltet sten, der skal opvarmes til 1700 grader, før det bliver flydende. Den flydende stenmasse kommer i nogle store turbiner, hvor det bliver trådet, som candyfloss, og efterfølgende væves det til tykke måtter. Når rockwoolen er færdigproduceret, har den et meget stort omfang og er vanskelig at flytte rundt med.

De høje temperaturer, brugen af en række forskellige tilsætningsmaterialer og det endelige produkt, der er besværligt at flytte rundt, er en cocktail, der medfører et vist risikoniveau på fabrikkerne hos Rockwool.

Billede af to personer, der står med ryggen til - de står foran en maskine med rockwool

Der findes naturligvis en række regler og retningslinjer for medarbejderne, der arbejder på en virksomhed med et relativt højt risikoniveau. Men en sjælden gang sker det, at retningslinjerne ikke bliver fulgt til punkt og prikke, og så kan farlige situationer opstå.

- Det er lidt ligesom i trafikken. Vi kan lave verdens sikreste biler og de mest hensigtsmæssige regler og retningslinjer, men hvis folk handler ubetænksomt eller uforudsigeligt, kan det alligevel gå galt. Og hos os sker det som regel, fordi vi har sådan nogle engagerede medarbejdere, der gerne vil det bedste for virksomheden og derfor tager nogle krumspring, der kan være risikobetonede. Derfor skal vi gøre det klart, at det ikke alene er lovligt at sige stop i farlige situationer - det er faktisk godt, fortalte den daværende produktionsdirektør for Rockwool i Skandinavien Bjørn Rici Andersen, ved projektets start.
Ledelsen spiller en stor rolle i at gøre det klart for medarbejderne, at de skal passe på sig selv og i sidste ende stoppe produktionen, hvis der opstår farlige situationer.

- Der skal ledelsen sørge for at være meget konsistent, og hele tiden sige det samme. Og er der behov for at bruge penge på at forbedre sikkerheden, skal ledelsen også være klar til at gøre det, ellers oplever medarbejderne, at det kun er noget ledelsen siger, og at den i virkeligheden ikke ønsker at gøre noget.

Skal se rationalet
Ifølge Teknologisk Instituts  Eva-Carina Nørskov er det vigtigt, at medarbejderne kan se rationalet i en regel, hvis den skal overholdes.

- Projektet ”Rocksafe” bygger på den enkle filosofi, at for at sikre varige ændringer i arbejdsrutiner og adfærd skal der være ledelsesopbakning og ressourcer, men først og fremmest skal medarbejderne selv være med til at definere udfordringer og løsninger, ligesom de skal ”arbejde i projektet” og være med til at udpege vigtige emner til de produkter, der skal laves, siger hun.

De metoder, konsulenterne har anvendt i projektet, har fokus på at få medarbejderne til at tale om rationalet bag reglerne – for regler bliver fulgt, hvis de giver mening.

I starten af projektet skulle projektgrupper fra de to Rockwool fabrikker eksempelvis spille et spil, der kunne minde om ”bilkort” om sikkerheden på fabrikkerne. Men i stedet for at slå hinanden på hestekræfter og makshastighed var parametrene ulykker eller tilløb til ulykker.

- De havde fået nogle kort med et tema, for eksempel ulykker med varme, og så skulle de overgå hinanden i historier om ulykker, de havde set eller hørt om. Det betyder, at de får tænkt over sikkerheden og får sat ord på, hvad der gik galt, og hvordan ulykken kunne opstå. I den proces reflekterer man naturligt også over, hvad man kan gøre fremadrettet for at undgå ulykker.

Billeder og lyd
I projektet er der udarbejdet tre produkter: Et e-læringsmodul, som fokuserer på de risici, der er på arbejdspladserne, en video, der gennemgår sikkerhedsrisiciene til medarbejdere eller fremmede håndværkere, samt en ny metode til at dokumentere og indsamle erfaringer fra såkaldte tilløb til ulykker.

På Rockwool findes et lille hæfte, som medarbejderne kan skrive i, hvis de oplever et tilløb til en ulykke, og som lederen eller sikkerhedsrepræsentanten efterfølgende skal have. Men virksomheden kunne godt ønske sig, at hæftet blev brugt oftere, og en af årsagerne til, at hæftet ikke blev brugt så ofte, kan eksempelvis være, at flere medarbejdere har svært ved at læse og stave.

Derfor er alt materiale i projektet også lavet visuelt og med lyd, så alle medarbejdere får noget ud af det.

 

Fakta:

Målgruppen for projektet var samtlige faglærte, ufaglærte og timelønnede beskæftiget med produktions- eller lagerarbejde på de danske Rockwool fabrikker, som i deres daglige arbejde er udsat for en række risici, der fordrer høj risikobevidsthed og sikkerhedskompetence.

Projektets opnåede følgende resultater:

  • Der er opnået en skadereduktion på 55 % på de to danske fabrikker målt i forhold til skadestallet i 2009.
  • Der er udviklet kravspecifikation og demonstreret et system til lettilgængelig dokumentation af TTU, som kan implementeres i Rockwool. Værktøjet er testet og godkendt på Rockwool.
  • 90 % af medarbejdere har anvendt e-læring og sikkerhedsvideo, idet 297 medarbejdere har været igennem samtlige moduler, og 295 medarbejdere har set og diskuteret sikkerhedsvideoen.
  • 217 medarbejdere har gennemført vurdering af læsefærdigheder og undervisning er delvist planlagt for de med de dårligste færdigheder og er planlagt til efteråret 2013.

Projektet ”Rocksafe” blev afsluttet juni 2013 og er støttet af Forebyggelsesfonden under Beskæftigelsesministeriet.