Kæmpe potentiale i mobile robotter

Lars  Dalgaard

Jeg er din kontaktperson

Skriv til mig

Indtast venligst et validt navn
Eller dit telefonnummer
Sender besked
Tak for din besked
Vi beklager

På grund af en teknisk fejl kan din henvendelse desværre ikke modtages i øjeblikket. Du er velkommen til at skrive en mail til Send e-mail eller ringe til +45 72203983

Mobil logistikrobot MiR

Kæmpe potentiale i mobile robotter

På virksomheden MiR i Odense udvikles mobile logistikrobotter til blandt andet virksomheder, kantiner og sygehuse. Automatisk transport af varer fra lager til hylder i supermarkeder er et af udviklingsprojekterne med et stort effektiviseringspotentiale.

MiR står for Mobile Industrial Robots. Og 'mir' betyder fred på russisk.

- Det er et tiltalende aspekt ved vores robotter, siger Niels Jul Jacobsen, der er partner og initiativtager til MiR i Odense, der udvikler mobile transportrobotter til blandt andet virksomheder, kantiner og sygehuse.

Men MiR er meget mere end et tiltalende navn. Potentialet er enormt.

- Der er ca. 3500 mobile logistikrobotter i verden i dag, forklarer Niels Jul Jacobsen.

- Og jeg vil vurdere, at man vil kunne implementere mindst 300.000 mobile industrirobotter i verden i dag, hvor det vil øge virksomhedernes effektivitet betragteligt og skærpe mange arbejdsgangene.

- Jeg ser et kæmpe marked. Alt, hvad jeg kalder intern transport, kan effektiviseres med mobile robotter. Den tid, mennesker bruger på at transportere ting rundt, er sådan set spild af tid. Og der er rigtig mange virksomheder, hvor intern transport af forskellige ting er en væsentlig del af dagligdagen. Det gælder virksomheder med flere produktionsled, det gælder sygehuse og det gælder oprydningen i kantiner. Med en tilbagebetalingstid på 3 år kan man have en mobil logistikrobot kørende for helt ned til 70.000 kr. om året.

Niels Jul Jacobsen ser også et stort potentiale i at automatisere den interne logistik i supermarkeder, hvor varer i dag bliver transporteret fra lageret ud til hylderne med manuel arbejdskraft.

 

Komplet implementérbar løsning

Han har været i gang med at udvikle transportrobotten MiR100 de seneste tre år, hvor både selve den mobile enhed med diverse sensorer såvel som det grafiske interface, man programmerer robotten med, er blevet udviklet. I dag er de 4 partnere i virksomheden.

- Vi står nu med en komplet implementérbar løsning, siger Niels Jul Jacobsen. Vi er klar til at komme ud over stepperne. Både her i Danmark, men også i Tyskland.  

- Det er de markeder, vi koncentrerer os om først. Men potentialet rækker til hele verden.

MiRs logistikrobot er både nem at implementere og nem at omstille til forskellige ruter og funktioner.

- I løbet af en time kan vi fremvise en kørende autonom robot på en hvilken som helst virksomhed.

Robotten kan selv optegne et rums fysiske vægge og interiør, og den finder selv den mest oplagte vej fra A til B. Hvis den møder forhindringer på den mest oplagte rute, finder den selv en anden vej rundt.

MiR Mobil Logistikrobot interface

 

Post-, bus- eller taxakørsel

Der er tre typer kørselsmønstre, MiR-robotten kan anvendes til: Post-, bus- eller taxakørsel.

Ved taxakørsel kan man tilkalde robotten, når man har brug for at få transporteret et objekt til en ny intern destination.

Ved postkørsel kender robotten på forhånd f.eks. 100 'adresser', hvor post skal afleveres. Den kan så sendes afsted til 9, 35 eller et hvilket som helst antal af disse adresser.  Den type robot kører i dag på Herlev Sygehus, hvor MiR har udviklet løsningen.

Ved buskørsel kører robotten en eller flere ruter med faste stoppesteder. Den bruger både kort og sensor til at finde rundt.

På Elos Medtech, der blandt andet laver komponenter til høreapparater, har MiR lavet en bus-løsning, hvor robotter transporterer de enkelte dele rundt mellem de forskellige led i produktionen.

 

Samarbejde med Teknologisk Institut

MiR samarbejder med Teknologisk Institut i den nyopstartede Europæiske ARTEMIS-JU projekt R5-COP, som handler om at øge fleksibiliteten af robotsystemer ved brug af modulær teknologi. I projektet arbejder Teknologisk Institut på at udvikle et centralt styringsmodul og forskellige typer af modulære sammenkoblingskomponenter, der skal gøre det nemt at omstille mobile robotter til nye arbejdssituationer. MiR leverer her robotplatformen, der skal anvendes til at teste systemet. Sammen med Teknologisk Institut arbejdes der i projektforløbet hen imod konkrete brugsscenarier.
 
- Mobile robotter er naturligvis også et fokuspunkt på Teknologisk Institut, siger ErhvervsPhD Lars Dalgaard, der er leder for det team på Center for Robotteknologi, der bl.a. arbejder med netop automatiske logistiske løsninger.
 
- Vi har bl.a. lavet en vellykket mobil løsning på Sygehus Sønderjylland i Aabenraa, hvor en såkaldt TUG kører med en fast mælkeleverance om morgenen. Derudover bruger køkkenet den til at bringe mad til direktionsgangen og til mødelokaler. Desuden har Sygehus Sønderjylland udtrykt interesse for at bruge dem til udbringning af post samt kørsel af a-la-carte fra køkkenet.
 
- Generelt kan man sige om mobile logistikrobotter, at vi kun lige har set toppen af isbjerget. Mulighederne er uendelige. Med teknologien i dag kan vi lave umiddelbart implementerbare løsninger til mange forskellige typer transportopgaver, men forestil dig en transportrobot med robotarme på, der både vil kunne transportere og for eksempel udføre montage- eller håndteringsopgaver. Med en sådan løsning ville man f.eks. kunne fuldautomatisere vareopsætningen på hylderne i supermarkeder, siger Lars Dalgaard.
 
- Udviklingspotentialet er virkelig stort.