Rådgiverkraft er ikke kun handlekraft

Signe Hyldgard Heskia

Jeg er din kontaktperson

Skriv til mig

Indtast venligst et validt navn
Eller dit telefonnummer
Sender besked
Tak for din besked
Vi beklager

På grund af en teknisk fejl kan din henvendelse desværre ikke modtages i øjeblikket. Du er velkommen til at skrive en mail til Send e-mail eller ringe til +45 72203064

Rådgiverkraft er ikke kun handlekraft

Af Sascha Amarasinha, journalist, strategisk kommunikationsrådgiver og lederudvikler
& Anne Katrine Lund, ph.d. i retorik, kommunikationsforsker og strategisk rådgiver
Begge er undervisere på uddannelsen Strategisk Kommunikationsrådgiver
.

Strategisk viden, forretningsforståelse og projektledelse … udfordringerne til kommunikationsfolkets viden står i kø, når vi skal løfte vores rådgiverkompetencer.
Men det er ikke kun viden, vi mangler; forståelse for rammer, relationer og rådgiverkraft er langt mere afgørende for, om en rådgiver gør en ægte forskel.

I november 2011 certificerede  vi strategisk kommunikationsrådgiver nummer 96 i det krævende udviklingsforløb i samarbejde med Teknologisk Institut.  Ambitionerne har hele tiden været skyhøje: Vi har villet flytte den enkelte rådgiver frem mod at yde den bedst mulige rådgivning i praksis.
Ikke ved kun at bede dem læse og supplere deres viden og værktøjer, men ved at udfordre, se skarpt og puffe konstruktivt til den enkelte. Men hvor ser udfordringerne ud til at være størst?
Hvad fortæller de næsten 100 rådgiveres historier os nu? Her er et bud på tre centrale udviklingsområder for den strategiske kommunikationsrådgiver.

Rådgivning kræver genbrug
Den gode rådgiver skal kunne give slip på sin egen lyst til at blive set og anerkendt.
Lykkes rådgivningen vil dit råd nemlig oftest føles som den rådgivnes egen, glimrende idé.
Og det er svært – endog meget svært. Som kommunikationsfolk er vi jo ellers vant til at lave synlige produkter. Skal vi lykkes som rådgivere, skal vi arbejde med at kunne skabe de rådgiverrelationer, der sikrer, at vi bliver brugt. Og genbrugt - hver eneste gang det er relevant. Også timingen for rådgivningen er afgørende. Vi skal ind dér, hvor kommunikationskompetencerne kan gøre den største forskel. Kun på den måde er vi med til at flytte organisationen.

Det sker langt fra altid, men det hjælper ikke blot at sukke over ikke at blive inviteret ind af ledelsen i tide. Vores erfaringer tyder på, at vi som rådgivere ofte selv er med til at lukke den dør udefra.
I stedet for at skabe effektive rådgiverrelationer, så forbliver vi et til tider bedrevidende og pigefornærmet fagkontor, der ikke lykkes med at skabe forståelse for, hvorfor og hvordan vi bedst kan gøre en forskel. En aktuel sondering blandt 60 garvede kommunikationsrådgivere listede netop dette at skabe de effektive rådgiverrelationer, som det allersværeste. Der er mange skuffelser på begge sider af rådgiver-døren.

Handlekraftens svaghed
Hvis du skal have noget fikset, så kontakt Kommunikation. Det er lige før, at det kan stå på døren i de fleste kommunikationsafdelinger. Vi kan, vil og gør afsindig meget, der beriger organisationerne med funklende kommunikationskanaler, fascinerende events og velsmurte strategier.

Men netop handlekraften kommer ofte til at skygge for rådgiverkraften. Vi er så hurtige til at hjælpe og fikse, at vi forsømmer den strategiske nølen, der kan løfte arbejdet fra et elegant produkt til en effektiv og slidstærk løsning.

Hvert eneste modul siden uddannelsens start har vi måttet arbejde med at tvinge dygtige rådgivere til at sidde på hænderne og arbejde reelt strategisk, før de hjælpsomt ”fikser” udfordringerne. 
Hver gang får de en svær udfordring fra en af Danmarks bedste kommunikationsfolk. Den skal de ikke alene finde en løsning til, men også samtidig arbejde med at få rådgivet så overbevisende om, at den løsning bliver valgt. Og det er svært. Svært at sidde på hænderne længe nok til at finde den bedste løsning og næsten endnu sværere med rådgiverkraft at argumentere for den rette løsning.

Første gang, vi holdt udviklingsforløbet, arbejdede vi med den retoriske gennemslagskraft i det fjerde og sidste modul. Nu er det med i hvert eneste – det er overraskende svært for selv dygtige kommunikationsfolk at kommunikere overbevisende selv.

Magt og muligheder
Næsten 100 rådgivere senere er den tredje helt centrale erfaring, at det er nødvendigt at arbejde med sin egen styrke for at blive en stærk strategisk rådgiver. Naturligvis skal vi kunne gebærde os i det organisatoriske sprog, forstå forretningen, kulturen og de menneskelige drivkræfter. Men vi skal også kende vores egne, personlige styrker og skyggesider. Hvornår forstyrrer magten vores rådgiver-mod?

Hvornår leverer vi pjecen i stedet for den nødvendige rådgivning om den effektive forandring? 
Og hvorfor? Hvornår tager vi for meget ejerskab, så forretningsprojektet bliver vores, i stedet for at vi blot hjælper med at facilitere det kommunikationsmæssigt? Og hvornår snubler det strategiske i manglende gennemslagskraft overfor direktionen?  Den enkelte rådgiver skal kende sine rammer, forstå sine muligheder og lære at undgå sine personlige snubletråde for at blive en stærkere strategisk kommunikationsrådgiver. Tør man tage fat der, bliver tidligere forpustende udfordringer ofte til nye anledninger.