Sundhedsministeren viser stor interesse for velfærdsteknologiTirsdag den 27. marts 2012 aflagde Sundhedsminister Pia Olsen Dyhr et besøg i Forskerparken i Odense. Odense Kommune og Region Syddanmark var værter ved dette besøg, som startede ved Teknologisk Instituts Center for Robotteknologi og derefter gik videre til G10 – Center for brugerfokuseret Innovation. En af årsagerne til invitationen fra Odense Kommune og regionen er planen om, at Odense kan blive stedet for et nationalt testcenter for velfærdsteknologi.
Ved ankomsten til Center for Robotteknologi blev ministeren budt velkommen af Rådmand Jane Jegind, som præsenterede Odense Kommunes arbejde med velfærdteknologi indenfor sundhedsområdet. Der blev lagt vægt på kommunes engagement i både at benytte og implementere teknologier, samt at være med til at udvikle dem, bl.a. igennem kommunens engagement i det innovative samarbejde CareLab. ’Vi kan noget helt specielt i Odense og vi mener det alvorligt’, udtalte Jane Jegind til Tv2 Fyn under besøget. Centerchef for Teknologisk Instituts Center for Robotteknologi, Claus Risager, lagde i sin præsentation af centeret vægt på, at Center for Robotteknologi er Teknologisk Instituts centrum for velfærdsteknologi, og at centeret har som arbejdsområde at udvikle robotteknologiske løsninger til brugerne i tilfælde, hvor ingen løsninger findes i forvejen. Sundhedsministeren var meget begejstret under besøget og udtalte ’Jeg synes det man laver i Odense er rigtig interessant og det kan vi lære meget af mange steder i landet’. Efter præsentationerne blev ministeren vist rundt i CareLab, et såkaldt ’living lab’, som er et laboratorium orienteret mod slutbrugere af velfærdsydelser og med virkelighedsnære hverdagsscenarier. CareLab er et partnerskab mellem Odense Kommunes Ældre- og handikapforvaltning og University College Lillebælt og drives af Teknologisk Instituts Center for Robotteknologi. CareLab har til formål at udvikle og afprøve ny velfærdsteknologi og laboratoriets virkefelt omfatter relevante teknologier og arbejdsgange inden for pleje-, omsorg- og sundhedssektorer med fokus på implementeringen, nyttiggørelsen og udviklingen af produkter, løsninger og services. Igennem CareLab kan Center for Robotteknologi og dets partnere demonstrere og formidle viden om de teknologiske muligheder der er, for at sikre, at borgere og modtagere af velfærdsydelser forbliver selvhjulpne og får større livskvalitet.
Sundhedsministeren var meget interesseret i de forskellige teknologier og var særligt begejstret for de teknologier, som kan medvirke til et øget niveau af selvhjælp for kommunens borgere, som f.eks. robotarmen JACO, som i fremtiden kan blive en stor hjælp for handikappede i mange situationer. ’Teknologien giver borgerne et mere værdigt liv og SOSU assistenten nogle bedre arbejdsvilkår og det sparer ressourcer i samfundet’, udtalte sundhedsministeren under besøget. Både Rådmand Jane Jegind og Regionsrådsformand Carl Holst forudser øget vækst i form af flere virksomheder og flere arbejdspladser til Region Syddanmark, hvis det nationale testcenter får lov at ligge i Odense. |
