
Dansk fremstillingsindustri risikerer digital død
Industri 4.0 er integrationen mellem den digitale og den fysiske verden. Der er enorme konkurrencefordele for de virksomheder, som formår at udnytte computere og netværk til at binde virksomheden sammen internt og eksternt til leverandører, kunder og helt ud til produktet.
Industri 4.0 dækker over, at virksomhederne kan skalere produktionen og individualisere produkterne, nedsætte produktionspris og leveringstid, øge kvaliteten og skabe nye forretningsmuligheder. Det kræver innovation, investeringer og indsigt at kunne dette
Vores analyser viste, at seks ud af ti danske fremstillingsvirksomheder udnytter data til at binde virksomheden sammen. Men der er stor forskel på, hvor effektivt de digitale forbindelser er trukket. Det kan fx være fra lager til produktion, mellem systemerne i produktionen, til salgsafdelingen og helt ud til det solgte produkt.
Figuren nedenfor viser, i hvilket omfang virksomhederne har skabt digitale flows. Blot en ud af tyve fremstillingsvirksomheder kan svare ja til alle punkter. Dem har vi kaldt digitale champions. Det er typisk de større SMV-virksomheder og eksportvirksomheder.
Kilde: Teknologisk Institut, N= 578. Repræsentativ for fremstillingsvirksomheder med produktion i Danmark (5-250 ansatte), 2015
Vores analyse Produktion i Danmark - Førende fremstillingsvirksomheder satser på digitalisering byggede på interview med 578 SMV-virksomheder med fremstilling i Danmark. Analysen blev udformet og gennemført af Center for Analyse og Erhvervsfremme. Data blev indsamlet af Jysk Analyse. Analysen blev lavet i regi af "Produktion i Danmark" og var finansieret af Styrelsen for Forskning og Innovation.