
Kultur som vækstdriver
Er der en sammenhæng mellem kultur og vækst? Det korte svar er ja. I en omfattende analyse for REG LAB har Teknologisk Institut været på jagt efter den danske vækstkultur. Tilsammen kan otte identificerede kulturelle træk forklare 18 pct. af variationen i værditilvæksten i de lokale virksomheder.
Regionale forskelle i væksten
Kultur er med til at forklare, hvorfor nogle områder i Danmark har en højere vækst end andre.
I analysen har vi identificeret otte kulturelle træk – såkaldte kulturlag – nemlig Kreative, Organisatorer, Lokalaktive, New Yorkere, Iværksættere, Gamblere, Risikovillige og Bohemer. Disse kulturelle træk findes overalt i landet, men i forskellige blandingsforhold. Og som følge heraf har kommunerne forskellige vækstkulturer.
Ud fra hvordan de identificerede kulturelle træk er repræsenteret rundt omkring i Danmark, har vi opdelt landets kommuner i fem grupper – eller kulturlande. Dem kalder vi: Krea-land, Initiativland, Sæt-i-gang-land, Gør-det-selv-land og Ressourceland. Kommunerne i en gruppe har mere til fælles indbyrdes, end de har med kommunerne uden for gruppen.
Læs mere om vores kompetencer inden for Regionaludvikling og vækst
Kombinationen af kulturelle træk er afgørende
Det er ikke blot hvilke kulturelle træk, der er repræsenteret i et område, men også kombinationen af disse, der er afgørende for væksten.
Det kulturelle træk, der handler om iværksættererfaring, har samlet set en stor betydning for vækst. Men selvom en stor andel af befolkningen har erfaring som iværksætter, er det ikke ensbetydende med, at de alle har stor betydning for væksten.
Fx er der i Horsens mange med iværksættererfaring. Og samtidig er de meget risikovillige. Og det har stor betydning for væksten. Også på store dele af Sjælland er der mange iværksættere. Men deres betydning for væksten er mindre. Det hænger givetvis sammen med en beskeden risikovillighed.
Vækstkultur som politik
Teknologisk Instituts analyse argumenterer således for, at kultur påvirker vækst.
Det lægger op til, at vi både lokalt og nationalt tilrettelægger vores vækstinitiativer, så de medtænker kultur som vækstdriver på linje med andre vækstdrivere under hensyntagen til de kulturelle forskelligheder, der findes i forskellige egne af Danmark.
Læs hele analysen
Lad os se på vækstbetingelserne i dit område
Forudsætningerne for vækst varierer meget landet over. Derfor er der brug for forskellige strategier og løsninger fra område til område.
Teknologisk Institut hjælper regioner og kommuner med at skabe vækst. Med afsæt i områdets styrkepositioner og i nye globale udviklingstendenser udarbejder vi strategier og handlingsplaner.
Analyse og Erhvervsfremme - hvem er vi?