
4 gode råd: Sådan forbereder du dig til lønforhandlingen
3 min.
Hvordan får du mest ud af din lønforhandling? Uanset, om du søger nyt job, eller er i en fast stilling, er lønforhandling en svær kunst. Her er 4 gode og enkle råd, der er værd at kigge på inden din lønforhandling.
Find dit ønskede lønniveau
Før din lønforhandling er det en god idé at undersøge, hvilken løn du burde få i forhold til markedet, virksomheden og din specifikke profil. Med andre ord; find din realistiske løn, du bør forvente at kunne få med din erfaring og/eller uddannelse. Spørg fx i din professionelle omgangskreds eller kontakt din fagforening.
Find det rigtige udspil
En lønforhandling starter med et udspil. Et godt udspil er en anelse højere end forventeligt, dog uden at være urealistisk. Find også den løn, du minimum vil acceptere. Kig fx på dine tidligere lønninger, eller undersøg, hvilken løn andre lignende virksomheder tilbyder.
Præsentér udspillet uden at blive for specifik i kroner og ører. Det viser, at du er åben overfor forhandling, men at det er dig, der lægger niveauet. Husk, at det er dig, der styrer forhandlingssituationen ved at komme med det første udspil. Det er lettere at gå med til lidt mindre end at kæmpe en kamp for lidt mere.
Find de rigtige argumenter
Udstrål selvtillid, og vær tilpas i situationen, når du argumenterer for, hvad du kan. Hav hellere få og gode argumenter for, hvorfor du skal have en pågældende løn end at skyde med spredehagl.
Hvis det er et nyt job, du søger, så hav in mente, at flere muligvis er kaldt til samtale, og at de formentlig har de samme kompetencer som dig. Din personlighed derimod er unik, så det er vigtigt, at du sælger dig selv.
Hvis du allerede er i virksomheden, så skriv løbende dine resultater og præstationer ned, så du har disse at argumentere ud fra.
HUSK: Det er aldrig for sent at forhandle sig til en ny løn
Husk, at det aldrig er for sent at forhandle sig til en ny løn. Mange lønforhandlinger foregår løbende og tilpasses efter den værdi, du skaber. Hold dig opdateret med, hvad der er en passende løn for en med din profil, og skriv dine præstationer ned løbende, så du er klædt godt på til din næste lønforhandling.
Vil du vide mere?
Kunne du tænke dig at blive bedre i forhandlingssituationen, udbyder vi hos Teknologisk Institut følgende kurser:
På kurset Forhandlingsteknik bliver du mere motiveret og selvsikker i en forhandlingssituation. På kurset får du en grundlæggende, praktisk introduktion til og træning i de teknikker, der ligger til grund for professionel forhandlingsteknik.