Må vi gemme en cookie?

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse af vores hjemmeside, målrette indhold samt statistik. Læs mere om cookies

Nu kommer fremtidens regler for plast

Lars  Germann

Jeg er din kontaktperson

Skriv til mig

Indtast venligst et validt navn
Eller dit telefonnummer
Sender besked
Tak for din besked
Vi beklager

På grund af en teknisk fejl kan din henvendelse desværre ikke modtages i øjeblikket. Du er velkommen til at skrive en mail til Send e-mail eller ringe til +45 72 20 14 00.

Foto af plastikflasker

Nu kommer fremtidens regler for plast

Leder i magasinet Medlemsinformation, juni 2019

At plast er i fokus i denne tid, skal man ikke være ekspert for at kunne fornemme. EU vedtog den 21. maj nye regler for engangsplast, der skal nedbringe mængden af plastaffald i havet, og det netop afsluttede folkemøde på Bornholm havde også massivt fokus på plast. Teknologisk Institut har netop udgivet en analyse af den cirkulære plastøkonomi.

På Teknologisk Institut, Plast og Emballage oplever vi næsten dagligt forespørgsler omkring plast. Detailbranche, industri og underleverandører arbejder på højtryk for at sikre nye og mere bæredygtige løsninger. Vi kommer ind i billedet på flere niveauer. Nogle henvendelser drejer sig om rådgivning meget tidligt i forløbet. ”Vores plastprodukter skal være mere bæredygtige, hvad gør vi?”. I andre tilfælde har industrien selv fundet en funktionel løsning, og vil have hjælp til at dokumentere, at den nye løsning faktisk er mere bæredygtig – både i forhold til affaldshåndteringen og i forhold til klimaaftrykket. Endelig er der en mindre gruppe som vælger en helt anden og mere radikal vej og starter en udvikling af alternativer til plast i fx fibermaterialer.

Den første gruppes spørgsmål stilles ofte i tilknytning til overvejelser omkring plastemballage. Ny lovgivning er på vej fra EU og man fornemmer måske, at det ikke blot ender her, men at mere kan være på vej. Måske ikke fordi ny lovgivning sætter rammerne, men i lige så høj grad fordi forbrugerne ændrer holdninger og – i nogle tilfælde meget ukvalificeret – fordømmer plast. Er der et quick-fix eller en nem genvej? Den sidste gruppe udgøres primært af enten meget små virksomheder eller meget store virksomheder, som har overvejet problematikken omkring plast igennem en længere periode, og som har vurderet, at substitution af plast kunne være et både økonomisk og markedsmæssigt interessant alternativ.  Det kan være svært at overskue, fordi den cirkulære plastøkonomi indeholder komponenter af lovgivning, teknologiske muligheder og markedsmæssige udfordringer. For at skabe et overblik har Teknologisk Institut udarbejdet en kort analyse om den cirkulære plastøkonomi. 

Læs ogsåGrøn emballage - kan man blæse og have mel i munden? 

EU’s nye regler tager udgangspunkt i bekæmpelse af plast i havet. På den baggrund er 10 plastprodukter, der hyppigt findes på stranden blevet forbudt. Forbuddet rammer produkter, hvor der efter EU’s opfattelse findes lettilgængelige og økonomisk overkommelige alternativer. Det rammer fx vatpinde, bestik, tallerkner, sugerør og alle produkter som er fremstillet af oxo-nedbrydeligt plast. Den såkaldte oxo-nedbrydelige plast kritiseres for ikke at nedbrydes, men blot ende som skadelige mikro­plastfragmenter, som ikke kan ses med det blotte øje. Man kan også argumentere for, at oxo-plasten kunne være udnyttet i længere tid eller genanvendt, hvis det ikke var gjort oxo-nedbrydeligt, men den har ikke være særligt udbredt i Danmark, så det kommer ingen til at begræde.

EU opstiller også foranstaltninger, der skal mindske forbruget af beholdere til fødevarer og bægere til fx drikkevarer. Endvidere indføres der ordninger for udvidet producentansvar med udgangen af 2024. Dette er beskrevet mere detaljeret i en særskilt artikel i dette nummer af Medlemsinformation i artiklen ”Danske udfordringer ved de nye direktiver” (side 6). Danmark har to år til at implementere EU-lovgivningen i nationallovgivningen. To år går forbavsende hurtigt og vores anbefaling er at branchen specielt holder øje med otte initiativer i den danske plasthandlingsplan ”Danmark uden affald”. Vi gennemgår de otte initiativer og deres konsekvenser i artiklen.

EU-reglerne, der indfører forbud mod bestemte plastartikler og ændrer producentansvaret er kun én del af ligningen. Den andel del handler om at få plast bedre integreret i den cirkulære økonomi. Selv om kun ca. 5% af verdens råolie omdannes til plast, er øget genanvendelse af plast et vigtig svar på fremtidens ressourceudfordringer. Anvendes plasten flere gange og således indgår i en cirkulær proces, kan man argumentere for, at det er et ganske fornuftigt alternativ til at brænde olien af. Det er en af Danmarks udfordringer. Kun ca. 17% (efter revideret opgørelsesmetode)  af den samlede plastaffaldsmængde fra husholdningen genanvendes - resten brændes fortrinsvis af. Danmark fremhæver ofte vores grønne image, men der er ikke grund til at være voldsomt stolte. De 17% placerer Danmark helt i bunden blandt de europæiske lande. Uden videre kan den placering vist roligt betegnes som småpinlig. Derfor forsøger plasthandlingsplanen ”Danmark uden Affald” også at rette på den sørgelige placering og opstiller et generelt mål om genanvendelse på mindst 50% allerede i 2025 og 55% i 2030. Her hos os giver det nogen anledning til hovedbrud, for hvordan opnår vi det ambitiøse mål, når vi de foregående år kun har sneget os op på 17%?

Veldefinerede og frit løbende ressourcestrømme er essentielle for, at den cirkulære økonomi kan fungere. Det er lovgivningens krav og forbrugernes forventninger, som driver ressour­cestrømmene. Men materialerne tabes ofte ud af syne, og selvom mange virksomheder har kendskab til, hvilke plastmaterialer de enkelte pro­dukter består af, så er det langt færre, der har viden om, hvad der sker med produkter og materialer, når det bortskaffes. Skal vi leve op til EU’s og egne forventninger er vi nødt til at lægge os i selen og udvikle og samarbejde. Ellers beholder vi vor pinlige placering nederst i EU og når aldrig hverken 50 eller 55%.

Online nyhedsmagasin

Vil du modtage nyheder og artikler om plast og emballage i din indbakke? Tilmeld dig vores online nyhedsmagasin her.