
Ny sensor måler vandbakterier hos saudiarabisk oliegigant
Teknologisk Institut har udviklet to automatiske mikrobiologi-sensorer, der optimerer vandbehandlingen af oliesystemet hos verdens største olieselskab.
Vi har teamet op med Saudi Aramco – verdens største olieselskab – for at optimere vandbehandlingen af deres oliesystem. Nu er vi i mål med to automatiske mikrobiologi-sensorer, der måler antallet af bakterier i oliesystemernes injektionsvand.
Saudi Aramco ønskede at måle den potentielle nedbrydning fra bakterier ved automatisk at tælle bakterieantallet. Samtidig skulle sensoren måle på vand med højt saltindhold og opstilles i en ørken med sandstorme, hvor temperaturen svinger fra 10-60 °C.
Udfordring endte med succes
Vi startede med at identificere potentielle løsninger og udfordre generelle begrænsninger som holdbarhed af kemikalier og detektionsgrænser. Overraskende positive resultater førte til en prototype og senere en pre-industriel version. Her spillede fagligheder som mikrobiologi, molekylærbiologi, fysik, kemi, software og elektronik sammen om at designe og konstruere den optimale sensor. Den står nu i den saudiarabiske ørken.
Fremtiden byder både på en teknologisk videreudvikling samt opstilling af flere sensorer fordelt i hele Saudi-Arabiens ørken.