Omni-channel - MOSCOW - en projektmulighed
MOSCOW – Managing the Omni-channel Supply Chain of tomorrOW
En voldsom vækst i transport må forudses, som følge af øget e-handel. Ernest & Young (2015) forventer, at andelen af salg fra fysiske butikker vil falde over de næste fem år. Det betyder f.eks. for beklædning og fodtøj, at i stedet for at prøve tøj i butikken vil kunder bestille 3 stk. online og returnere de 2.
Disse problemstillinger i logistikken adresserer Teknologisk Institut sammen med DTU Transport og en række parter - PostNord Danmark, System Transport, Lomax og DI Transport - i et projektforsalg som søger finansiering.
Projektet berører en væsentlig logistikudfordring for en række virksomheder, der både har fysiske enheder og handel via Internettet.
Virksomheder må i dag have flere salgs- og distributionskanaler ”Omni-channels”, dvs. Order from Anywhere, Fulfill from Anywhere and Return from Anywhere. Omni-channel er brugen af en række forskellige kanaler i kunders shopping oplevelse, herunder logistik, indkøb, bestilling mv.
Dette stiller store krav til de fremtidige forsyningskæder, når kunder forventer at kunne browse, købe og returnere varer gennem forskellige kanaler på alle tider af døgnet. Mange og mere fleksible salgskanaler, øget kompleksitet i lager og distribution samt kraftigt stigende mængder af returgods betyder ikke blot økonomisk pres på forsyningskæden, men også øget transport.
Målet for projektet er at udvikle operationelle og bæredygtige transportløsninger, der også er økonomisk optimale – hvor temaerne omhandler strategier for ’Omni-channel’, styring af returlogistikken, planlægning og udvikling af transportløsninger, bæredygtighed, sporbarhed, og udvikling af tekniske løsninger for plukke-, pakke- og forsendelsesmetoder.