
OnFarmPlus Forsøg tildelt 2 Agromek Stars
OnFarmPlus er et koncept til storskala markforsøg, hvor markens naturlige variation udnyttes for at dokumentere en given forsøgsbehandling i marken. OnFarmPlus udføres som stribeforsøg, hvor avancerede sensorteknologier, georefererede data og moderne matematiske modeller anvendes til at give et øget fagligt udbytte af markforsøg, særligt velegnet til test og udvikling af Precision Farming teknologier.
OnFarmPlus forsøg tilbyder planlægning, gennemførelse og analyse af storskala-markforsøg vha. avanceret, georefereret udstyr for at opnå viden om markvariationens indflydelse på effekten af et produkt, maskine eller dyrkningsstrategi. OnFarmPlus forsøg er særligt velegnede til test og validering af præcisionsteknologier og andre arealspecifikke markteknikker.
I udviklingen af konceptet har Teknologisk Institut haft et godt samspil med en række samarbejdspartnere blandt andet Økologisk Landsforening, FRDK, Novozymes og AgroIntelli, som har stillet allerede anlagte forsøg til rådighed for beregninger og afprøvning af det nye koncept. Ole Green, Ceo i AgroIntelli udtaler: - Med den nye forsøgsmetode OnFarmPlus, har Teknologisk Institut leveret en ny service, der dækker et behov for at kunne lave valid dokumentation af præcisions-landbrugsteknologier.
Anerkendelsen af at være en to stjernet nyhed på Agromek har bekræftet ambitionen om at udvikle en teknologisk serviceydelse til danske og internationale virksomheder inden for agroindustrien. Med OnFarmPlus konceptet håber vi at kunne bidrage til innovation, teknologiudvikling og implementering af de nyeste teknologier i landbrugserhvervet.