Politik for alkohol og andre rusmidler

Annette Holst Vinther

Jeg er din kontaktperson

Skriv til mig

Indtast venligst et validt navn
Eller dit telefonnummer
Sender besked
Tak for din besked
Vi beklager

På grund af en teknisk fejl kan din henvendelse desværre ikke modtages i øjeblikket. Du er velkommen til at skrive en mail til Send e-mail eller ringe til +45 72 20 24 45.

Politik for alkohol og andre rusmidler

Formål

Teknologisk Institut og datterselskabers (herefter samlet benævnt Teknologisk Institut) politik for alkohol og andre rusmidler (herefter samlet benævnt alkohol) skal medvirke til at:

  • skabe en attraktiv arbejdsplads med et godt og udviklende arbejdsmiljø for den enkelte medarbejder og dermed for hele Teknologisk Institut,
  • forebygge alkoholproblemer blandt de ansatte samt
  • tilbyde hjælp til medarbejdere, der har et alkoholproblem, der påvirker arbejdet og samarbejdet med kolleger eller arbejdspladsens kunder. 

Generel holdning

Af hensyn til medarbejdernes trivsel, sikkerheden på arbejdspladsen samt virksomhedens omdømme og produktivitet, er det Teknologisk Instituts holdning, at arbejde og alkohol ikke hører sammen. Derfor er det ikke acceptabelt, hvis medarbejdere møder eller optræder påvirket eller lugter af alkohol i arbejdstiden.

Teknologisk Institut har desuden den holdning, at medarbejdere med alkoholproblemer skal tilbydes hjælp så tidligt som muligt.

Alle medarbejdere forpligter sig til at efterleve Teknologisk Instituts alkoholpolitik.

Hvem gælder alkoholpolitikken for?

Teknologisk Instituts alkoholpolitik gælder for alle medarbejdere på Teknologisk Institut og datterselskaber – også løsarbejdere, praktikanter m.v. – samt for alle, der arbejder på Teknologisk Instituts lokationer eller er på besøg i virksomheden.

Hvor gælder alkoholpolitikken?

Alkoholpolitikken gælder på alle Teknologisk Instituts lokationer – også i udlandet. Den gælder også, når en medarbejder deltager i eksterne aktiviteter som fx kundebesøg, eksterne møder, eksterne kurser m.v.

Hvornår gælder alkoholpolitikken?

Alkoholpolitikken gælder i hele arbejdstiden.

Ved særlige lejligheder som jubilæer, runde fødselsdage og lignende må der nydes en genstand efter aftale med Teknologisk Instituts ledelse. Ledelsen kan desuden give tilladelse til, at der kan nydes alkohol ved andre lejligheder som fx julefrokoster og Døgnet.

Kontaktpersoner

Formålet med at have kontaktpersoner i alkoholpolitikken er:

  • at tilbyde alle medarbejdere et effektivt hjælpesystem, samt
  • at gøre problemet synligt for medarbejdere med alkoholproblemer. 

Alle personer med ledelsesansvar er kontaktpersoner.

Desuden er følgende medarbejdere udnævnt til kontaktpersoner:

Navn: Lene Glud, lokalnr. 2659, e-mail: lbg@teknologisk.dk

Navn: Susanne Staghøj Bjerre, lokalnr. 1012, e-mail: ssj@teknologisk.dk

Hjælp til medarbejdere

Teknologisk Institut tilbyder hjælp til medarbejdere, der har et alkoholproblem, så vedkommende kan komme ud af sit alkoholproblem. Det vurderes konkret på baggrund af den enkelte medarbejders situation og behov, hvilke type hjælp, der tilbydes.

Medarbejderen har pligt til – og selv ansvar for – at arbejde aktivt på at løse sit alkoholproblem og forbedre sin arbejdsindsats.

Fortrolighed

Enhver henvendelse fra en medarbejder til en kontaktperson bliver behandlet fuldt fortroligt.

Kontakt

Alle medarbejdere kan frit henvende sig til en hvilken som helst kontaktperson i arbejdstiden, enten personligt, pr. e-mail eller telefon.

Behandling

Hvis en medarbejder skal være fraværende fra arbejdspladsen i forbindelse med behandling, betragtes det som fravær i forbindelse med sygdom og vil blive behandlet efter de almindelige regler for sygefravær, som fremgår af Teknologisk Instituts personalepolitik. Hvis en eventuel behandling kræver betaling, kan det tages op mellem medarbejderens leder og personaleafdelingen.

Behandlingsplan

En behandlingsplan er en aftale mellem medarbejderen og behandlingsinstitutionen. Indholdet er fortroligt, men medarbejderen forpligter sig til at orientere Teknologisk Institut, hvis behandlingen kræver fravær i arbejdstiden.

Så længe en behandlingsplan løber, og alle indgåede aftaler bliver overholdt, sker der ingen ændringer i ansættelsesforholdet begrundet i medarbejderens alkoholproblem.

Konsekvenser ved brud på aftaler og/ eller overtrædelse af Teknologisk Instituts alkoholpolitik

Såfremt en medarbejder ikke efterlever Teknologisk Instituts alkoholpolitik eller ikke overholder de indgåede aftaler, vil overtrædelsen kunne få ansættelsesretlige konsekvenser, herunder advarsel, opsigelse eller i særlige tilfælde bortvisning.