
Sidste nyt om test af antimikrobiel emballage
Væksthæmmende effekt er et must for, at antimikrobiel emballage kan fungere effektivt.
Vi har først og fremmest testet og fundet, at de æteriske olier fra timian, rosmarin og citrongræs er gode som bakterievæksthæmmere. Vi fandt, at jo højere koncentration af olie, jo mere væksthæmning. Timianolien viste sig at have den bedste virkning.
Efterfølgende forsøgte vi at indlejre timianolien i en plastemballage, der blev imprægneret med olien. Således kunne timianoliens virkning også testes på et emballeret kødprodukt. Imprægneringen viste sig at være mulig ved brug af superkritisk CO2, og derudover viste det sig muligt at fremme imprægneringsgraden ved hjælp af plasmabehandling.
I forhold til forsøget med test af antimikrobiel effekt på et emballeret kødprodukt var det dog sværere at opnå en hæmning af bakterievæksten, formentlig fordi olien skal imprægneres i plastemballagen i en højere koncentration – ligesom det er vigtigt, at både top og bund får den antimikrobielle olie indlejret.
Imprægneringen blev foretaget under højt tryk. Fremadrettet er det væsentligt at undersøge, hvordan parametrene for imprægnering kan optimeres og kontrolleres. Timianolie har en stærk aroma, og det er væsentligt at fokusere på, at påvirkningen af kødets smag minimeres, eller helst helt elimineres.
Aktiviteterne er støttet af Styrelsen for Institutioner og Uddannelsesstøtte under Uddannelses- og Forskningsministeriet