10 år med velfærdsteknologi: Velfærdsteknologiske overskrifter – del 1

Birgitte Østergård Sørensen

Jeg er din kontaktperson

Skriv til mig

Indtast venligst et validt navn
Eller dit telefonnummer
Sender besked
Tak for din besked
Vi beklager

På grund af en teknisk fejl kan din henvendelse desværre ikke modtages i øjeblikket. Du er velkommen til at skrive en mail til Send e-mail eller ringe til +45 72 20 15 25.

mand holder avis closeup

10 år med velfærdsteknologi: Velfærdsteknologiske overskrifter – del 1

Marts 2017

Teknologisk Institut markerer i år 10-års jubilæet for velfærdsteknologi som begreb og indsatsområde. Første artikel i artikelserien om velfærdsteknologiens ’fødsel’ gav en række perspektiver på fremkomsten af velfærdsteknologi som begreb og Teknologisk Instituts rolle i den udvikling.

I de næste to artikler i serien stilles der skarpt på de omstændigheder, der omgav datidens opfattelse af velfærdsteknologi.

Økonomi, politik og demografiske udfordringer
En af overskrifterne, der omgav velfærdsteknologien i 2008, var potentialet i, at man ved hjælp af velfærdsteknologiske løsninger i bl.a. plejesektoren kunne effektivisere en række arbejdsopgaver og dermed spare arbejdskraft i den offentlige sektor. Det viser en artikel fra Jyllands-Posten fra den 6. marts 2008, hvor finansloven blev præsenteret af daværende finansminister Lars Løkke Rasmussen.

- VELFÆRDSTEKNOLOGI Tre mia. kr. sættes af til moderne teknologi, der kan spare arbejdskraft i den offentlige sektor. Det er eksempelvis robotstøvsugere.

Under samme overskrift, men anden økonomisk politik, skrev finansordfører Ole Sohn fra SF i et debatindlæg i Politiken den 3. december 2008 om SF's alternative plan til regeringens forslag om besparelser i den offentlige sektor.

- … Endelig skal der ansættes flere inden for ældreområdet, så der er tid til at give de ældre den omsorg, de fortjener … Som en del af vores 2015-plan har vi også fremlagt en investeringsplan, hvor vi sætter ekstra 65 mia. kr. af til offentlige investeringer – ud over de penge, regeringen har afsat.

Ole Sohn runder således af med områderne, hvor pengene skal bruges.

- De ekstra penge vil sikre et markant løft af renoveringen af offentlige bygninger, energivenligt byggeri og velfærdsteknologi.

Finanskrisen gør sit indtog i 2008 og 2009, hvilket også sætter sine tydelige spor såvel økonomisk som politisk, men der er samtidig fokus på en mindst ligeså alvorlig om end mere langsigtet trussel mod vores danske velfærdssystem i disse år. Det berører Kristeligt Dagblad den 2. juni 2009 i en kronik af Bjarne Hastrup og Lars Bytoft.

- Selvom vi lige nu står midt i en finanskrise og ser tegn på stigende arbejdsløshed, må vi ikke glemme de langsigtede udfordringer. Danmark vil nemlig om bare 10-15 år stå over for en stor udfordring med mangel på arbejdskraft til at tage sig af vores ældregeneration. En udfordring, som stort set hele den vestlige verden – inklusive Kina – vil komme til at stå over for. I mange lande bliver der samtidig færre ansatte til at tage sig af de ældre. Netop nu er der derfor særlig god grund til at se fremad.

Meget har ændret sig siden, og selvom vi stadig står over for nogle af de samme udfordringer, er vi blevet meget klogere på mulighederne i velfærdsteknologi, som samtidig også har udviklet sig markant grundet den generelle teknologiske udvikling på området.

- Selvom man for 10 år siden regnede med, at velfærdsteknologi var løsningen på, om ikke alle økonomiske, politiske og demografiske udfordringer, har vi erfaret, at ikke alle fremtidsscenarier er blevet indfriet. Noget er lykkedes, andet er ikke, men vi er generelt nået langt og lært meget på rejsen, fortæller centerchef Jørgen Løkkegaard fra Teknologisk Instituts Center for Velfærds- og Interaktionsteknologi og fortsætter.

- Eksempelvis har vi set, at det er væsentligt og vigtigt, at inddrage brugeren af teknologien - dem hvis dagligdag det har indflydelse på, og i højere grad få dem inddraget i udviklingen af nye teknologier.

Har du gode historier fra dengang velfærdsteknologien kom til Danmark eller vil du blive klogere på, hvor velfærdsteknologien rykker sig hen de kommende år og måske endda være med til at præge udviklingen?

Så deltag i konferencen "Velfærdsteknologi anno 2017", hvor Teknologisk Institut sætter velfærdsteknologi på dagsordenen igen. Konferencen har til formål at samle op på erfaringerne fra de første 10 år med velfærdsteknologi – succeser og udfordringer og at sammen udvikle visionen for de kommende års udvikling, anvendelse og udbredelse af velfærdsteknologi.