5 ting du skal huske, når du vil implementere demensteknologi

Birgitte Østergård Sørensen

Jeg er din kontaktperson

Skriv til mig

Indtast venligst et validt navn
Eller dit telefonnummer
Sender besked
Tak for din besked
Vi beklager

På grund af en teknisk fejl kan din henvendelse desværre ikke modtages i øjeblikket. Du er velkommen til at skrive en mail til Send e-mail eller ringe til +45 72 20 15 25.

-

5 ting du skal huske, når du vil implementere demensteknologi

80.000. Så mange danskere har diagnosen demens. Udvider man kredsen til nære pårørende, berører sygdommen i omegnen af 300.000-400.000, og samfundet bruger hvert år cirka 24 milliarder kroner i direkte udgifter til behandling og pleje.

Teknologi kan afhjælpe mange problematikker på dette felt. En lang række teknologier afprøves derfor i demensmiljøerne i disse år, og mange flere er på vej. Teknologisk Institut har flere års erfaring med at finde det rigtige match mellem borger og disse teknologiske hjælpemidler. Hvis det gøres rigtigt, kan det have positiv effekt på både borgernes livskvalitet, de fagprofessionelles arbejdsmiljø og kommunernes bundlinjer.

Teknologisk Institut deler i denne artikel fem gode råd til succesfuld implementering, når det kommer til demensteknologi.

1. Der skal følges op omkring borgeren

Det nytter ikke noget, at man udleverer et stykke teknologi og smutter. Man skal sikre sig, at det virker. Man skal også sikre sig, at det virker dagen efter og dagen efter igen.

Det værste, der kan ske, er, at det ikke virker de første dage. Man skal teste og genteste. De skal opleve og mærke på egen krop, at nødkaldet virker - også nede fra enden af haven.

Det er også rigtig vigtigt, at de pårørende er med i processen. Demens er de pårørendes sygdom. De har passet og plejet dem, indtil de har været nødt til at lade institutioner tage over. De vil rigtig gerne hjælpe. De kan være støtter for implementeringen - f.eks. hente, hvis en evt. GPS melder dem uden for radius. De kan være den ekstra hånd.

Hvis en teknologi skulle gå i stykker, skal man være der med det samme og tage ansvar i det og få det løst. Ellers taber man hele processen på gulvet, da borgeren vil udvikle mistillid til teknologien.

2. Implementeringen skal hviles på skuldrene af nogle spidskompetencer

Det bliver mere om mere tydeligt, at man mange steder mangler et mellemled mellem ledelse og frontmedarbejdere.

Man er nødt til at have en person, som er ekspert på velfærdsteknologi. En ambassadør, som på detaljen kender de eksisterende 15 produkter, som relaterer sig til dét og dét funktionstab.

Men man skal ikke kun kende til teknologierne, man skal også kunne indstille og arbejde med disse produkter og borgernært kunne læse borgeren ift. det funktionstab, han/hun har.

3. Frontpersonalet skal have et kompetenceløft

Det er ikke kun "velfærdsteknologiambassadøren", der skal kunne stave til sengealarm og GPS-tracking. Frontmedarbejderne skal også vide af hvilke teknologier, der findes. Det er dem, som skal komme med idéerne, hvor eksperten skal skrue på knapperne og få det til at virke samt sikre sig, at det bliver indgroet i de nye arbejdsgange.

Der skal således være to forskellige vidensniveauer i organisationen - og det skal ledelsen også forstå.

4. Ledelsen går forrest med positiv indstilling

Alle nye tiltag og organisatoriske ændringer skal have en ledelsesmæssig opmærksomhed. Nogle af disse teknologier griber ind i arbejdsgange og kulturer. Hvis ikke der er en ledelsesopbakning, kommer det ingen steder.

Det er også ledelsen, som er ansvarlig for at skifte fra paradigmet, der behandler borgerne med demens som "udbryderkonger" til en kultur, som understøtter aktivitet, mobilitet, natur- og sanseoplevelser.

Mange steder har man oparbejdet en kultur, som handler om, at borgere med demens skal holdes hjemme - for så har man styr på dem. Vi skal hellere hen imod at sætte dem fri. Medmindre de er trafikblinde og til fare for sig selv og andre, skal de støttes i at komme ud. Ikke kun ned i haven, men også ud af matriklen. Det er netop, hvad teknologien muliggør i dag.

Mangler opbakningen kan man forsøge at gøre ledelsen opmærksom på succeshistorier fra andre kommuner.

4. Formidl den gode historie

Den gode historie er den, som fremtidige tiltag skal basere sig på. Det er den, som skal motivere til at komme videre af et spor, som selvstændiggør disse personer og giver frihed. Nogle gange går teknologiimplementering op ad bakke, så er det vigtigt at kunne kigge tilbage på den gode erfaring.

Den gode historie giver derudover så meget stolthed, at man ikke kun gror som institution, men også som kommune udadtil får placeret sig på et landkort.