
Bearbejdning af specialemner i metal
På Teknologisk Institut råder vi over moderne værkstedsfaciliteter, og vi har den nødvendige ekspertviden til at kunne hjælpe dig og dit projekt i mål med en række forskellige maskinbearbejdningsopgaver - fra de helt traditionelle til de mere avancerede.
Vi kan hjælpe med alt fra bearbejdning af prototyper samt udskæring og bearbejdning af dine emner til laboratorietest eller bearbejdning af mere avancerede dele, der indgår i en større opstilling. Desuden specialfremstiller vi ofte værktøjer og fiksturer, der skal bruges til test af andre komponenter eller materialer.
Hjælp til udvikling og sparring
Har du selv en idé? Så hjælper vi også gerne med udvikling og sparring omkring materialevalg, dimensionering og eventuel optegning i 3D. Vi har stor faglig ekspertise i form af en række kompetente maskiningeniører, maskinteknikere og maskinarbejdere - hver især med deres speciale og faglige styrke. På den måde er du sikret den korrekte behandling og bearbejdning af dit materiale.
Vores ekspertise suppleres af state-of-the-art værkstedsfaciliteter, og vores maskinpark inkluderer adskillige båndsave, planslibere, søjleboremaskiner, båndslibere, pladesakse, pladebukkere, manuelle fræsere samt CNC-fræser og CNC-drejebænk.
Samarbejde med eksterne leverandører
Har du en forespørgsel, som vi ikke umiddelbart kan hjælpe med på Teknologisk Institut (fx laserskæring eller vandstråleskæring), eller hvor det giver mest mening at bruge eksterne leverandører (fx ved fremstilling af emner i et højt styktal)? Så har vi et tæt samarbejde med en række eksterne underleverandører – og vi hjælper gerne med formidling af kontakten til rette leverandør, hvis vores egne faciliteter ikke rækker.
Eksempler på opgaver, vi har hjulpet med:
- Udvikling og fremstilling af et avanceret salttågekammer til test af bl.a. korrosionsudmattelse
- Prototypeudvikling
- Prøveemner til mekaniske test
Vores typiske kunder spænder vidt - fra GTS-institutter, testlaboratorier og universiteter til prototypeudviklere, private virksomheder og andre offentlige aktører.
Akkrediteret værksted
Værkstedet er underlagt Teknologisk Instituts kvalitetssystemer, herunder ISO 17025 (akkrediterede laboratorier), så vi er akkrediteret til fremstilling af en lang række emner til mekanisk prøvning. Kvalitetssystemet sikrer også, at dine emner bliver behandlet bearbejdningsteknisk korrekt, fortroligt og med fuld sporbarhed igennem hele processen.