Fire danske robotvirksomheder er blandt vinderne i europæisk accelerationsprogram

Kurt  Nielsen

Jeg er din kontaktperson

Skriv til mig

Indtast venligst et validt navn
Eller dit telefonnummer
Sender besked
Tak for din besked
Vi beklager

På grund af en teknisk fejl kan din henvendelse desværre ikke modtages i øjeblikket. Du er velkommen til at skrive en mail til Send e-mail eller ringe til +45 72 20 22 11.

-

Fire danske robotvirksomheder er blandt vinderne i europæisk accelerationsprogram

Danmark er stærkt repræsenteret i EU's store accelerationsprogram for robotteknologivirksomheder, RobotUnion. Fire ud af i alt 20 pladser i accelerationsprogrammet er erobret af danske virksomheder.

De fire, danske startups har idéer, der spænder så vidt som en robot til opmåling af tarme til pølser og en robothandske, som kan give mennesker kræfter tilbage i fingrene efter eksempelvis slagtilfælde.

Hver af de 20 udvalgte virksomheder modtager nu 3.800 euro – knap 30.000 kr. – til den første fase. Herefter starter et udskilningsløb, hvor virksomhederne i sidste ende kan modtage op til 223.000 euro – godt 1,6 mio. kr. – til produkt- og forretningsudvikling samt adgang til teknologisk udviklingsstøtte fra europæiske teknologicentre. De fire virksomheder, der præsterer bedst, kan desuden opnå yderligere 7,5 mio. kr. i ekstern venture funding.

- Danske robotvirksomheder er gode til at tænke forretning ind i deres produkt, og det har så lønnet sig, da RobotUnion netop forsøger at finde de projekter med størst potentiale for skalering. Målet er at skabe nye, store robotvirksomheder i Europa, fortæller faglig leder Thomas Sølund fra Teknologisk Institut.

Netop Danmark er allerede kendt for at være blandt førerfeltet, når det kommer til at udvikle og kombinere ny robotteknologi med forretning. Mest velkendte eksempel er den Odense-baserede virksomhed Universal Robots, som i 2015 blev solgt for 1,9 mia. kroner til amerikanske Teradyne. Og i foråret gik den fynske virksomhed MiR samme vej og indkasserede 1,7 mia. kroner ved et salg.

Danmark har også en nøglerolle bag scenen på det store EU-accelerationsprojekt, hvor partnerne bl.a. tæller Odense Kommune, MADE og Teknologisk Institut.

De fire danske virksomheder, som er blevet en del af RobotUnion er…

Cliin Aps

Virksomheden udvikler en robot til rensning af store skibe. Rensningen er i dag omkostningstung, hvorfor der er et betydelig økonomisk potentiale i at bruge robotter til processer, der i dag udføres udelukkende manuelt.

Proxima Centauri IVS
Virksomheden udvikler en robot til at opmåle og sortere tarme til pølser. I dag er skindet på alle pølser, der sælges i den vestlige verden, min. seks måneder gamle, da tarmen bliver opmålt og sorteret i Kina. Proxima vil nu med et robotbaseret sorteringsanlæg til svinetarme rykke denne processen til Europa.

Smooth Robotics
Virksomheden udvikler et styresystem, som gør det hurtigere og nemmere at anvende svejserobotter – uden at skulle foretage programmering. Ved at bruge specialfremstillede joysticks og den nyeste sensorteknologi kan svejseprocesser ændres på mindre end 10 minutter.

Tendo
Virksomheden udvikler en robothandske, der med intelligente sensorer kan hjælpe en person med at gribe, holde og aflevere et objekt. Handsken gør det muligt for ældre og personer med svage hænder - forårsaget af sygdom eller ulykke - at leve mere selvstændigt.

Se den fulde liste af europæiske virksomheder, der har vundet adgang til RobotUnion her.

-