
Har du en agri-food-robot? Bliv en del af nyt katalog
De passer grise, luer marker, høster, tager imod bestillinger i din kantine og nogle af dem laver faktisk også mad.
Robotterne findes allerede mange steder i produktionshallerne, men nu begynder de også at dukke op andre steder, hvor der er mindst lige så meget brug for dem.
Agri-food er et enormt marked for robotteknologi, og udvalget af tilgængelige robotter fortsætter med at stige.
Alligevel er der stadig mange potentielle slutbrugere i landbrug- og fødevarebranchen, som ikke kender til de muligheder, som robotteknologien kan skabe og bidrage med.
Teknologisk Institut (DTI) har derfor i samarbejde med det europæiske DIH agROBOfood-projekt, der er finansieret af EU’s Horizon 2020-program, igangsat en ny undersøgelse, som skal skabe et katalog med et overblik over europæiske agri-food-robotter.
LINK TIL UNDERSØGELSE: Hvis du udvikler eller sælger robotter, der kan bruges i agri-food, så fortæl os om det ved at deltage i undersøgelsen her
- Robotter kan hjælpe med at sikre, at planter, dyr og mad får den pleje, som de har brug for på trods af mangel på arbejdskraft til manuelle jobs. Digitalisering og robotløsninger kan altså være med til at reducere madspild, øge konkurrenceevnen og muliggøre en klimaneutral fødevareproduktion i fremtiden, siger Rune Hahn Kristensen, der er seniorkonsulent hos Teknologisk Institut, og som leder projektet fra instituttets side.
- Projektet vil undersøge teknologierne inden for agri-food, katalogisere dem og sprede denne viden ud. Vi håber, at vi med agROBOfood kan skabe et stærkt netværk, som sikrer at en stor del af teknologiudviklingen kommer til at ske i Europa og i Danmark, tilføjer han.
Kataloget kommer til at indeholde robotter til alle aspekter af agri-food fra plantning til forarbejdning, pakning, transport og frem til den mad, der serveres ved bordet.
Det skal både være med til at inspirere og hjælpe slutbrugere med at finde egnede robotter, som de kan købe. Og det skal også hjælpe forskere til at finde partnere til fremtidige samarbejder.