Lovgivning står i vejen for drone-udvikling

Stig Yding Sørensen

Jeg er din kontaktperson

Skriv til mig

Indtast venligst et validt navn
Eller dit telefonnummer
Sender besked
Tak for din besked
Vi beklager

På grund af en teknisk fejl kan din henvendelse desværre ikke modtages i øjeblikket. Du er velkommen til at skrive en mail til Send e-mail eller ringe til +45 72 20 27 04.

Drone

Lovgivning står i vejen for drone-udvikling

Den voksende dronebranche i Danmark angiver lovgivningen som hæmmende for vækst i Danmark. Det viser en stor kortlægning af den danske drone-branche fra Teknologisk Institut.

Den voksende del af drone-branchen i Danmark, som er avancerede brugere, bliver hæmmet af de nuværende regler. Selv om dronerne nu med intelligent teknologi selvstændigt kan overflyve store områder til for eksempel inspektions- og overvågningsopgaver, så forhindrer de nuværende regler ifølge branchen en effektiv brug af teknologien.

Det viser en kortlægning, rundspørge og analyse af den danske dronebranche, som Teknologisk Institut netop har offentliggjort. I rapporterne kan man bl.a. se en tendens i retning mod flere, der anvender droner til komplekse formål som fx avancerede terrænopmålinger, inspektion af ufremkommelige konstruktioner, til fremdriftsrapportering i byggeprojekter, beredskab og landbrug.

- 59 procent af de avancerede brugere af droner nævner, at lovgivningen er en hæmsko for drone-industriens vækstmuligheder. Skal man fx inspicere højspændingsledninger, havvindmøller, solcelleparker eller marker i landbruget skal dronepiloten vandre i landskabet for at have øjenkontakt med droner. Men droner kan faktisk i dag flyve sikkert med hjælp fra kameraer og automatpilotsoftware, siger en af forfatterne bag rapporterne, konsulent Jesper Villadsen, Teknologisk Institut.

Ud over en detaljeret kortlægning af brugen af droner i Danmark har Instituttet gennemført 36 interviews med avancerede brugere og teknologileverandører til droner. Det har mundet ud i fire rapporter, som er en del af resultatkontrakten ”Professionelle civile droner” for Styrelsen for Institutioner og Uddannelsesstøtte under Uddannelses- og Forskningsministeriet.

I perioden januar til oktober 2016 er antallet af godkendte droneoperatører, teknologi-leverandører og systemintegratorer vokset med ca. 30 procent til godt 400 professionelle virksomheder og organisationer i den danske drone-branche. 137 virksomheder benytter droner til luftfoto mv., men samtidig er der flere avancerede brugere af droner på vej. For eksempel er brugen af droner i byggebranchen og til geografisk landmåling mere end firedoblet fra 15 til 66 virksomheder.

Yderligere oplysninger
Konsulent Jesper Villadsen, Teknologisk Institut, mobil: 7220 1076, mail: jevi@teknologisk.dk

Hent rapporterne her

Regulering af droner i Danmark og internationalt
Overordnet gennemgang af dronereguleringen i det danske marked med en skitsering af den ændring i reglerne, der blev foretaget i september 2016. Endvidere en gennemgang af regulering af droner internationalt med hovedvægten lagt på EU, en opsamling af danske dronevirksomheders reaktion på den danske lovgivning samt udvalgte initiativer i forhold til fremtidig regulering i den nærmeste fremtid. Rapporten konkluderer bl.a., at 59 procent af avancerede dronebrugere finder at den nuværende lovgivning for restriktiv. Især efterspørges muligheden for at kunne overflyve større områder, hvor operatøren ikke har øjenkontakt med dronen. Desuden mener brugerne, at der i den nuværende lovgivning er for stort fokus på privatlivets fred, og at dronernes maksimale flyvehøjde skal ændres fra 120 til 150 meter. 

Vækstpotentialer og barrierer i dronemarkedet
Droneindustrien er et marked, som fastholder et stort økonomisk vækstpotentiale. Men der er en række barrierer for at industrien kan vokse (nok). Rapporten estimerer markedet for kommercielle droner i Danmark og forsøger at identificere succesfulde strategier for platformsproducenter og avancerede droneoperatører. Endelig nævner rapporten de største barrierer for vækst der er ifølge litteraturen og branchen selv.

Selvflyvende droner på vej til Danmark
Droneteknologien udvikler sig hastigt, og nye intelligente teknologier betyder at droner snart kan flyve selv. Det kan udløse et enormt økonomisk potentiale for droneindustrien når droner på egen hånd kan inspicere store områder. Med udgangspunkt i den globale dronemesse AUVSI XPOnetial i Texas gennemgås teknologiudviklingen for avanceret brug af droner. Herunder mulighederne for at flyve uden at have visuel kontakt med dronen, Beyond Visual Line Of Sight, BVLOS.

Tidligere udkommet

Dronebranchen i Danmark, opdateret kortlægning, 2017
Udbredelsen af droner til civilt brug i Danmark er i stærk vækst. I perioden januar til oktober 2016 er antallet af godkendte droneoperatører, teknologi-leverandører og systemintegratorer vokset med ca. 30 procent til godt 400 professionelle virksomheder og organisationer i den danske drone-branche. Brug af droner til luftfoto og videooptagelser tegner sig for godt halvdelen af de registrerede professionelle droneoperatører i Danmark, hvor 212 virksomheder er registreret mod tidligere 137. Men samtidig er der flere avancerede brugere af droner på vej. For eksempel er brugen af droner i byggebranchen og til geografisk landmåling mere end firedoblet fra 15 til 66 virksomheder.