
Ny testbygning skal bane vej for mere træ i byggeriet
Build-in-Wood Demonstrator skal fungere som byggebranchens nye test- og demonstrationsplatform, som skal bane vej for øget brug af træ og andre biobaserede byggematerialer, der kan reducere byggebranchens klimaaftryk.
Bygningen demonstrerer et modulært, skalerbart byggesystem med en bærende konstruktion af træ optimeret til bygninger i 3-8 etager. Systemet er fleksibelt og anvendeligt til nybyggeri såvel som tilbygninger og transformationer af eksisterende byggeri. Det er designet efter cirkulære principper, der fremmer senere direkte genbrug af den bærende konstruktion.
Bygningen indeholder en laboratoriedel, hvor nye byggematerialer og bygningsdele kan afprøves og dokumenteres i fuld skala under realistiske forhold med fokus på at reducere byggeriets klimaaftryk og opfylde de nye klimakrav i Bygningsreglementet.
Fra 1. juli 2025 er der indført væsentligt skrappere klimakrav i bygningsreglementet for stort set alt nybyggeri – både hvad angår boliger, erhvervsbyggeri og institutioner.
Kravene er klare: for etageboliger og kontorer må klimaaftrykket fx maks. være 7,5kg CO₂/m² årligt. Desuden medregnes også drift af byggepladsen og transport af byggematerialer. Træ og andre biobaserede materialer kan være med til, at nye bygninger fremadrettet kan leve op til klimakravene.
Men branchen holder tilbage med at bruge træ som bærende konstruktion, fordi der mangler praktisk erfaring med emner som akustik, fugthåndtering, brandsikring og holdbarhed. De nye test- og demonstrationsfaciliter i Build-in-Wood Demonstrator på Teknologisk Institut skal medvirke til at reducere risici, usikkerheder og barrierer ved brug af træ og andre biobaserede materialer i byggeriet.
Testbygninger som Build-in-Wood Demonstrator er yderst sjældne – men vigtige. Byggeriet står for op til 22 procent af Danmarks klimabelastning, og fordi antallet af nybyggerier vil vokse de kommende år, har hele sektoren akut brug for veldokumenterede løsninger med et lavt klimaaftryk, der kan rulles ud i stor skala.
Mens meget kan dokumenteres i laboratorier og udregnes på computeren, viser erfaringen, at virkelighedsnære test kan afsløre de reelle udfordringer og give bedre viden om, hvordan nye løsninger reelt fungerer i den virkelige verden.
En digital tvilling opsamler data om fugt og indeklima fra et stort netværk af sensorer, der er placeret i bygningen og inde i konstruktionerne. De indsamlede data bruges til overvågning af bygningens tilstand og til at planlægge effektiv vedligeholdelse af bygningen. Erfaringer, viden og data fra Build-in-Wood Demonstrator bliver derfor direkte værdifulde i ikke bare Danmark, men også for eksport og vækstmuligheder for danske virksomheder internationalt.
Facts om Build-in-Wood Demonstrator:
- Størrelse og udformning: Det 340 m² store demonstrationsbyggeri i to etager består af en bærende konstruktion af limtræssøjler og etagedæk af krydslamineret massivtræ (CLT) samt en let træfacade. Laboratoriedelen kan skilles helt ad, så bygningsdele og materialer kan udskiftes og testes.
- Bygningen demonstrerer et modulært byggesystem af træ optimeret til bygninger i 3-8 etager. Anvendeligt til nybyggeri såvel som tilbygninger og transformationer af eksisterende byggeri. Designet efter cirkulære principper, der fremmer direkte genbrug. Byggesystemet er open-source og kan anvendes på tværs af europæiske byggelovgivninger.
- Unik testplatform: Udviklet til at gøre det muligt at teste og dokumentere nye løsninger inden for akustik, fugt, brandsikkerhed, isolering og indeklima – alt i fuld skala og over tid. Integrereret sensorteknologi i bygningen og digital tvilling sikrer løbende dataindsamling og dokumentation. Skal hjælpe branchen med at imødekomme de nye klimakrav og mindske usikkerhed og risiko ved brug af træ og nye materialer.
- Åben for branchen: Både producenter, rådgivere, forskere og innovations-projekter kan bruge bygningen til tests og demonstrationer – hvilket styrker innovation, dokumentation og videnopbygning i hele branchen.
- Et resultat af et femårigt EU-projekt med eksperter fra hele træværdikæden i Europa med formålet at fremme opskalering og industrialisering af træbyggeri.
- Samfundsbidrag: Bygningen understøtter grøn omstilling, mere brug af træ i byggeriet, reducerer klimabelastningen og giver danske løsninger eksportmuligheder.
- Finansieret med støtte fra EU og Teknologisk Institut. En række sponsorer har bidraget med materialer og udstyr.