Storskalakarakterisering - få ny viden om dine produkter og processer

Peter  Nørby

Jeg er din kontaktperson

Skriv til mig

Indtast venligst et validt navn
Eller dit telefonnummer
Sender besked
Tak for din besked
Vi beklager

På grund af en teknisk fejl kan din henvendelse desværre ikke modtages i øjeblikket. Du er velkommen til at skrive en mail til Send e-mail eller ringe til +45 72 20 17 42.

Analyse i mikroskop

Storskalakarakterisering - få ny viden om dine produkter og processer

Røntgen- og neutronmålinger giver din virksomhed unik information om materialers indre struktur helt ned på mikro- og nanometerskala. Målingerne er et supplement til klassiske laboratorieteknikker og giver vigtig indsigt, som kan sikre produktkvalitet og reducere time-to-market gennem optimering af produktudviklingsforløb. I mange tilfælde kan analyserne udføres ikke-destruktivt og under relevante driftsbetingelser. 

Hvad kan Teknologisk Institut hjælpe med?

På Teknologisk Institut ser vi analyserne med neutron- og røntgenstråling som et supplement til traditionelle analysemetoder som for eksempel Ramanspektroskopi og infrarød spektroskopi. Derfor overvejer vi altid, hvilket et værktøj der egner sig bedst til at besvare et givet spørgsmål. Sammen med virksomheden vurderer vi, hvordan vi bedst griber problemstillingen an – enten med den store analysekapacitet på Teknologisk Institut eller vha. storskalafaciliteter.

At foretage eksperimenter på sådanne faciliteter kan være en uoverskuelig proces for den enkelte virksomhed. På Teknologisk Institut har vi ekspertisen til at drive processer og hjælpe din virksomhed gennem forløbet. Vi kan enten stå for hele processen fra definition af problemstilling over målinger og dataanalyse til færdig rapport, eller vi kan løse specifikke underopgaver.

Videocase: RadiSurf 

I videoen fortæller virksomheden RadiSurf om, hvordan avancerede røntgenanalyser hjalp dem til en bedre forståelse af deres polymerbørste-teknologi.

Læs også om, hvor virksomheden Cellugy får ny viden om deres bakterielle cellulose ved hjælp af avancerede røntgenteknikker.

Sådan arbejder vi med storskalakarakterisering

Processen tager i alt mellem et par uger og et par måneder og kan inddeles i tre faser:

1. Behovsafdækning

Indledningsvist afdækkes den allerede tilgængelige viden: Hvad ved vi allerede om produktet/materialer, og hvad vil vi gerne vide yderligere? Kan vi anvende andre metoder til at finde frem til den viden, eller vil måling på en neutron- og røntgenfacilitet være en god løsning?

2. Planlægning og måling

Vi hjælper virksomheden med at planlægge målingerne. Selve adgangen til målinger på de internationale faciliteter kan opnås ved at købe kommerciel måletid eller ved at ansøge om omkostningsdækket måletid, som så kræver publikation af resultaterne. Når måletiden er reserveret, sendes prøverne til udbyderen, eller man rejser selv med prøverne under armen for at foretage eksperimentet.

3. Analyse

Efterfølgende analyseres data og der udarbejdes en rapport med de vigtigste konklusioner. Vi rådgiver gerne om yderligere tiltag og optimering af produkter og processer.

 

At kunne udnytte de avancerede røntgenmålinger gennem et samarbejde med Teknologisk Institut er helt unikt for os, fordi vi har behov for at være førende på vores felt. Mie Lillethorup, CTO, RadiSurf

 

Om storskalafaciliteterne

Lige nu etableres der verdensførende neutron- og røntgenkilder ganske tæt på Danmark i Lund (ESS og MAX-IV) og Hamburg (DESY og European-XFEL). Det drejer det sig om store og avancerede maskiner, og fra Danmarks side er der investeret rigtig mange midler i disse faciliteter.

Man kan tænke på maskinerne som super-tunede versioner af det udstyr, der anvendes på hospitaler og i laboratorier. Det giver mulighed for at foretage målinger og analyser, som ikke ellers er mulige, f.eks. at se på indtrængning af væsker i porøse materialer, eller at se ind i batterier mens de bruges.

Ambitionen er, at disse faciliteter ikke kun skal være til gavn for forskere, men i høj grad også for danske virksomheder i deres udvikling af produkter og processer. 

Kontakt os

Kontakt os og find ud af, om din virksomhed kan få gavn af avancerede storskalafaciliteter.