.jpg)
Velfærdsteknologi anno 2021: Rekordstor konference gav glimt af fremtiden
Tirsdag den 14. september 2021 kunne Teknologisk Institut i samarbejde med CareNet og Danish.Care endelig åbne dørene til årets konference om velfærdsteknologi.
Alle rammerne var sat for årets velfærdsteknologiske konference "Velfærdsteknologi anno 2021", der var spækket med dialog, debat, inspiration og viden - og ikke at forglemme; en hel masse teknologibegejstring.
- På konferencen så og hørte vi om de mange spændende teknologier, der allerede findes på det velfærdsteknologiske område, og som letter hverdagen for både borgere og sundhedspersonale. Samtidig ser vi i dag, at en række teknologier udvikler sig med stor hast, hvilket giver mulighed for løbende innovation af eksisterende produkter samt ikke mindst udvikling af nye, fortæller Birgitte Østergård Sørensen, der er forretningsleder ved Teknologisk Institut.
Konferencen - arrangeret i samarbejde mellem Teknologisk Institut, CareNet og Danish.Care - løb af stablen tirsdag den 14. september 2021 under temaet "Færre hænder – mere omsorg".
Manglen på varme hænder
Velfærdskonferencen blev skudt i gang af journalist og moderator Nynne Bjerre Christensen, der hurtigt efter velkomsten gav ordet videre til Birgitte Østergård Sørensen fra Teknologisk Institut og direktør hos Danish.Care, Morten Rasmussen.
De præsenterede resultaterne af årets survey om velfærdsteknologi i de danske kommuner, som viste, at hele 94 procent af landets kommuner mener, at de i fremtiden vil mangle varme hænder. Næsten ligeså mange er enige om, at implementeringen af velfærdsteknologi er en nødvendighed for at kunne fastholde velfærdsniveauet i de danske kommuner.
- Konferencen har understreget det store potentiale, som både eksisterende og kommende velfærdsteknologiske løsninger rummer, ikke mindst i forhold til at afhjælpe manglen på hænder i sektoren. Og de engagerede deltagere - både oplægsholdere, udstillere og gæster - har vist, at viljen og kompetencerne til sammen at udnytte dette potentiale i den grad er til stede, lød det fra Birgitte Østergård Sørensen.
Inspiration til fremtidens velfærd
Til konferencen havde deltagerne rig mulighed for at dykke ned i forskellige velfærdsteknologiske emner og problemstillinger, der i den grad gav god mening i forhold til undersøgelsens resultater.
Udover de faglige, inspirerende oplæg fordelt over tre spor var i alt 29 udstillere klar til at fremvise state-of-the-art inden for både dansk og udenlandsk velfærdsteknologi og hjælpemidler.
Som afrunding på konferencen blev der åbnet op for en paneldebat om fremtidens velfærdsteknologiske løsninger og samspillet mellem mennesker og teknologi. Der blev blandt andet sat fokus på, hvordan det er gået med implementering af velfærdsteknologi over de senere år, samt vigtigheden af, at både borger og medarbejder oplever teknologien som en fordel.
Chefkonsulent i Danish.Care og netværksleder i CareNet, Anders Lyck Fogh-Schultz, var meget tilfreds:
- Det er er en stor fornøjelse for mig at kunne erklære konferencen for en stor succes. Der har dagen igennem været stor faglig interesse for velfærdsteknologi og hjælpemidler, og samtlige oplæg har været spot-on over for især den offentlige målgruppe af gæster. Afslutningen bød på en spændende paneldebat, der bragte nye og interessante perspektiver på fremtidens velfærdsteknologiske løsninger og samspillet mellem mennesker og teknologi. En super afrunding på dagen.