
Velfærdsteknologiens potentiale bliver stadig ikke indfriet fuldt ud
Velfærdsteknologi har afgørende betydning for at fastholde det kommunale velfærdsniveau, og det udløser gevinster som blandt andet et bedre fysisk arbejdsmiljø og forøget livskvalitet hos borgere. Men velfærdsteknologiens potentiale bliver ikke udnyttet i de forskellige kommuner, viser ny undersøgelse.
I forbindelse med velfærdsteknologikonferencen "Velfærdsteknologi anno 2018" har Teknologisk Institut gennemført en spørgeskemaundersøgelse af danske kommuners anvendelse af velfærdsteknologi, og hvilke oplevelser og erfaringer brugen af velfærdsteknologi har givet de forskellige kommuner.
78 kommuner har svaret på spørgeskemaundersøgelsen, som viser, at mere end 90 procent af de adspurgte mener, at det er vigtigt at opnå succes med velfærdsteknologi for at opretholde det kommunale velfærdsniveau.
Det er især gevinster som et bedre fysisk arbejdsmiljø og forøget livskvalitet for borgere, som man kan høste med velfærdsteknologi, viser besvarelserne.
Historien gentager sig
Undersøgelsen viser dog også, at kun 2,6 procent mener, at velfærdsteknologi har indfriet sit potentiale i høj grad, mens at næsten 50 procent mener, at velfærdsteknologi har indfriet sit potentiale i mindre grad.
Tallet er dermed steget siden sidste års undersøgelse, hvor samme billede gjorde sig gældende. Her svarede 39,5 procent, at velfærdsteknologiens potentiale var blevet indfriet i mindre grad.
- Vores undersøgelse viser, at kommunerne stadig ser velfærdsteknologi som et relevant og vigtigt indsatsområde, men at potentialet stadig er langt fra indfriet, selv om danske kommuner er nået langt med implementeringen af velfærdsteknologi. Og det skal der naturligvis arbejdes på, siger centerchef Jørgen Løkkegaard fra Teknologisk Institut.
Ifølge undersøgelsen er de største barrierer i forhold til at indfri potentialerne inden for velfærdsteknologi implementering i praksis (61,5%) og manglende ledelsesfokus (50%).
På "Velfærdsteknologi anno 2018" kan du få et dybere indblik i undersøgelsen, når sløret bliver løftet for de resterende, spændende resultater, undersøgelsen rummer.
De ovenstående tal er baseret på besvarelser fra 78 ud af landets 98 kommuner. Undersøgelsen er foretaget ved, at én velfærdsteknologiansvarlig person per kommune er kommet med besvarelser.