Beton på Roskilde Festival

Thomas Pilegaard Madsen

Jeg er din kontaktperson

Skriv til mig

Indtast venligst et validt navn
Eller dit telefonnummer
Sender besked
Tak for din besked
Vi beklager

På grund af en teknisk fejl kan din henvendelse desværre ikke modtages i øjeblikket. Du er velkommen til at skrive en mail til Send e-mail eller ringe til +45 72 20 21 64.

Beton på Roskilde Festival

Betoncentret på Teknologisk Institut er med til at finde materialer og løsninger, der kan gøre musikfestivaler og andre events endnu bedre.

Kan beton komme til at spille en større rolle for musikfestivaler og andre udendørs events? Det er selvfølgelig svært at spå om, men noget tyder på det. I det mindste afdækkede en workshop på Roskilde Festival 2011 beton som et af de materialer, der kan være med til at gøre udendørs events endnu bedre.

Workshoppen var arrangeret af virksomheden Kultur & Kommunikation, som sammen med Roskilde Festival søgte projektideer til et kommende udbud under EU’s 7. rammeprogram med titlen New materials for the creative industries’, som er en del af programmet Nano Technologies, Materials and Production.

I workshoppen deltog specialister indenfor design og materialer fra virksomheder og videncentre. Heriblandt konsulent Thomas Pilegaard Madsen fra Betoncentret på Teknologisk Institut.

”I begyndelsen var beton dømt lidt ude, som det jo ofte er tilfældet. Men slutresultatet blev faktisk, at arrangørerne vil gå videre med to materialer: Beton og plast/plastkompositter”, siger han.

Workshoppen tog udgangspunkt i at udendørs events er underlagt en række særlige forhold, som stiller krav til de løsninger, som anvendes. Det gælder fx vejrbestandighed, fleksibilitet og hurtig opstilling, stor holdbarhed og multifunktionalitet. Og samtidig må løsningerne meget gerne også have oplevelsesværdi.

”Beton er et af de mest vejrbestandige og holdbare materialer, så allerede her var udgangspunktet godt”, siger Thomas Pilegaard Madsen.

Han forestiller sig beton brugt på mange forskellige måder. Understøtninger, lyddæmpende skærme ind mod naboerne, et modulbyggesystem af superlet beton til opbygning af boder og kontorer i stedet for at bruge containere – det er bare nogle af de muligheder, der kom frem.

Hertil kommer betonkonstruktioner med indlejrede betonskærme med lysledere/LED’er som oplevelses- og informationsteknologi. Disse skærme vil kunne designes til at fremvise såvel stillbilleder som levende billeder. Det vil åbne op for en lang række muligheder – bl.a. at vise koncerter live, hvilket som helst sted på festivallen, samt at guide publikum ved at arrangørerne kan sende beskeder så som ”Nu begynder…, udgang, toiletter” til skærmene og med pile signalere retningen.

”Betoncentret har været med til at udvikle teknologier, der gør det muligt at lave sådanne skærme i vilkårlige og indviklede geometrier på en rationel måde og med ekstrem præcision i placeringen af lyslederne, så det kunne være spændende at afprøve i en festival-kontekst”, siger Thomas Pilegaard Madsen.

Eller hvad med skumbeton til at støbe lette elementer på stedet, måske i en genbrugelig form der tildannes af en fræserobot efter data fra en 3D-scanner?  For ikke at tale om støbte belægninger af en tynd og let beton til at køre på, når forholdene er mudrede – men lavet på en måde, så den hurtigt kan fræses op maskinelt og knuses.

”Ideerne er mange, og der er selvfølgelig meget at undersøge endnu, så vi håber alle sammen, at forskningsprojektet kan blive til noget. Faktisk blev jeg selv lidt overrasket over, hvor meget kreativ brug af beton egentlig vil kunne betyde for festivaler og andre events”, siger Thomas Pilegaard Madsen.

Det kom også frem på workshoppen, at Roskilde Festivalen nu efter sit 40 års jubilæum føler sig så etableret, at der er tanker om at skabe et eller flere blivende vartegn på Dyrskuepladsen i Roskilde. Det ville Thomas Pilegaard Madsen meget gerne være med til at støbe i beton.

Måske fremtidens festivalteknik af beton: Bagsiden af en betonskærm, hvor billedet dannes af lyslederne.

Måske fremtidens festivalteknik af beton: Bagsiden af en betonskærm, hvor billedet dannes af lyslederne.