UV beskyttelsen i tøjet kan forsvinde

Charlotte  Fischer

Jeg er din kontaktperson

Skriv til mig

Indtast venligst et validt navn
Eller dit telefonnummer
Sender besked
Tak for din besked
Vi beklager

På grund af en teknisk fejl kan din henvendelse desværre ikke modtages i øjeblikket. Du er velkommen til at skrive en mail til Send e-mail eller ringe til +45 72 20 21 35.

UV beskyttelsen i tøjet kan forsvinde

Forbrugerne kan købe falsk tryghed, når de køber tøj, der er mærket som beskyttende mod solens skadelige UV stråler. Ikke alle mærkninger tager hensyn til, at tøjet bliver brugt og vasket, og her kan en stor del af UV beskyttelsen forsvinde.

Hvis man vil beskytte sine børn mod solens skadelige UV stråler ved at købe tøj med UV mærkning, risikerer man at købe falsk tryghed. Hvis ikke det UV beskyttende tøj er mærket efter den fælles standard UV 801, har forbrugerne ingen garanti for, at tøjet opretholder UV beskyttelsen under almindelig slidtage eller tøjvask.

- Der er flere mærkninger, som ikke tager hensyn til, at tøj med tiden selvfølgelig bliver slidt af at blive brugt og vasket. Forsøg viser, at tekstilernes evne til at beskytte mod UV stråler falder med næsten en tredjedel, når man for eksempel gør tøjet vådt og slider på det, siger centerchef Jørgen Baadsgaard-Jensen fra Teknologisk Institut.

Danmark har ifølge Kræftens Bekæmpelse en af de højeste forekomster af hudkræft og modermærkekræft i verden, og hver dag får 35 danskere konstateret disse kræftformer. For meget af solens UV stråling kan medføre hudkræft, og den bedste beskyttelse mod solens skadelige stråler er en kombination af UV beskyttende tøj og at bruge solcreme.

Børn er særligt udsatte, når de opholder sig i solens skadelige stråler. Jo tidligere i livet man udsættes for for meget UV stråling og solskoldninger, jo større risiko for at få hudkræft senere i livet.

- Derfor er det særligt vigtigt, at forbrugerne er opmærksomme på om tøj, der markedsføres med høj UV faktor også er testet med en test, som tager hensyn til at beskyttelsen reelt falder meget, når tøjet bliver brugt, siger Jørgen Baadsgaard-Jensen fra Teknologisk Institut. 

Mængden af UV stråling, som trænger gennem tekstiler måles i Ultraviolet Protection Factor, UPF. En UPF faktor på 50 betyder at 1/50 - 2 % - af solens stråler går gennem stoffet til huden. UPF i tøj angives fra 15 (god beskyttelse) til 50+ (meget god beskyttelse). Faktoren stammer fra Australien og New Zealand, der som nogle af de første i verden indførte mærkning af tøjs evne til at beskytte mod UV stråling. 

Derudover kan tøj også testes efter en endnu skrappere standard – den såkaldte UV standard  801, der angiver UPF fra 2 til 80. Her tester man dels tøjets evne til UV beskyttelse som nyt, men også efter det har været udsat for mekanisk slid og fem gange vask i strakt og våd tilstand.

- Det er den mest realistiske test-metode. På den måde kan vi give et billede af tøjets reelle evne til at beskytte mod UV strålerne – også når forbrugerne rent faktisk bruger tøjet, siger Jørgen Baadsgaard-Jensen fra Teknologisk Institut.

UV standard 801
Eksempel på mærkning efter UV Standard 801.