CT-Scanning guider dig på rette vej til hurtigere udvikling og bedre formværktøj

Niels Thestrup Jensen

Jeg er din kontaktperson

Skriv til mig

Indtast venligst et validt navn
Eller dit telefonnummer
Sender besked
Tak for din besked
Vi beklager

På grund af en teknisk fejl kan din henvendelse desværre ikke modtages i øjeblikket. Du er velkommen til at skrive en mail til Send e-mail eller ringe til +45 72 20 29 56.

CT-Scanning guider dig på rette vej til hurtigere udvikling og bedre formværktøj

At bruge CT-Scanning i udviklingsarbejdet er som at bruge en GPS i bilen – den guider dig hurtigt i den rigtige retning. Sådan lød hovedbudskabet, da Teknologisk Institut og Produktion i Danmark d. 24. marts 2015 inviterede danske virksomheder til halvdagsseminar om brugen af industriel CT-Scanning i fremstillingen af formværktøj til sprøjtestøbeproduktion.

CT-Scanning åbner for revolutionerende muligheder
CT-Scanning har været et glødende emne på Teknologisk Instituts Center for Måling og Kvalitet siden Seniorkonsulent, Maria Holmberg, i 2012 begyndte at undersøge de industrielle fordele ved teknologien. Gennem samarbejder med danske virksomheder som Ortofon, Dantherm og opstartsvirksomheden, Vaavud, har gevinsterne ved teknologien hurtigt vist sig - hurtigere produktudvikling og optimerede produkter – og Teknologisk Institut har fortsat arbejdet med at dokumentere, hvordan teknologien kan gavne den dansk industri. På Produktion i Danmarks halvdagsseminar d. 24. marts 2015 blev det seneste arbejde fremlagt, da Center for Måling og Kvalitet og Stensved Formværktøj præsenterede et samarbejde om hurtigere og bedre fremstilling af et nyt formværktøj til sprøjtestøbning. Her viste CT-Scanning sig at have stor betydning for optimering af både tegning og værktøj:

”Vi har brugt CT-Scanning i fremstillingen af et formkapacitetsværktøj, hvor vi har kørt to forskellige runder sammen med Teknologisk Institut. I første runde lavede vi tegningen af formværktøjet og et testemne, som blev scannet og lavet målinger på. Efterfølgende kunne vi så rette tegningerne til ud fra de målinger, vi fik retur, og det lavede vi nye emner ud fra. I anden runde scannede Teknologisk Institut 10 af de nye emner og lavede et såkaldt colourmap. På det kunne vi se forskellige variabler som køletid og tryk og hvordan det påvirkede emnerne, ” forklarer Morten Gregersen, Direktør i Stensved Formværktøj, under seminaret og påpeger:

”Formværktøj bliver sjældent rigtig gode, når kunden har et fast design. Vi får den bedste løsning, når vi tager del i udvikling og optimering og her er CT-Scanning et fantastisk værktøj i startfasen, fordi man kan se ting med en CT-Scanning, du simpelthen ikke kan se ved andre måleteknikker”.    

Hele forsyningskæden samlet i Dream Team
Samarbejdet om at se på CT-Scanningens muligheder i udvikling af formværktøj inkluderer også Knudsen Plast, der er sprøjtestøbemager, og ConvaTec, der er kunde til formværktøjet. På den måde er hele forsyningskæden præsenteret i samarbejdet, som kan beskrives som et Dream Team i udviklingen af et nyt produkt: 

”Det er helt fantastisk at samarbejde på tværs af kompetencer og fagområder. Det er virkelig gavnligt for udviklingen af et formværktøj, når en designer og en målteknikker kan tale sammen. Her er CT-Scanning bare et unikt værktøj at kommunikere ud fra, fordi det er visuelt, så vi har et fælles grundlag at komme med forskellige input til. Og så giver et CT-Scan dig alle informationer, også dem, du ikke vidste, du havde brug for. Så man har det bedste udgangspunkt for at skabe et godt produkt,” forklarer han.   

Industriel CT-Scanning er optimeret i forhold til almindelig CT-Scanning, sådan at teknologien kan udføre dimensionale opmålinger og materialekarakterisering af både indre og ydre strukturer, som er oplagt til kvalitetssikring og evaluering af produktionslinjer. CT-scanningen giver dig desuden 100% af dit emnes informationer i ét scan. Modsat giver andre måleteknikker dig maksimalt 80% af dit emnes informationer og typisk tager det længere tid at få dem. Det gør også CT-Scanning til et nyttigt redskab i startfasen af et udviklingsarbejde, som hos Stensved Formværktøj:  

”Jo flere informationer du har, jo bedre kan du korrigere dine tegninger og testemner, og derfor kommer du langt hurtigere på rette spor. Det speeder din udvikling gevaldigt op, ” forklarer Maria Holmberg, Seniorkonsulent på Teknologisk Institut.   

På dagens seminar deltog samtlige aktører med deres forskellige vinkler på samarbejdet og det gav deltagerne mulighed for at stille dybdegående spørgsmål til de forskellige dele af arbejdet. Der blev derfor både diskuteret, hvor i udviklingsfaserne, CT-Scanning er interessant, samt det økonomiske aspekt i at anvende teknologien, der endnu kun ejes af virksomhederne Novo Nordisk og Grundfoss.

For rigtig mange virksomheder har det at kunne scanne deres produkter for at visualisere, karakterisere og opmåle produkternes indre og ydre strukturer stor betydning. De nye muligheder kan synes enkle, men de er intet mindre end revolutionerende og CT-Scanning spås stor positiv indvirkning på den danske produktion.

Produktion i Danmark
Halvdagsseminaret om fordelene ved at anvende CT-Scanning i udviklingen af formværktøj til sprøjtestøbeproduktion er en del af det nationale projekt, `Produktion i Danmark´, som Teknologisk Institut og FORCE Technology varetager i 2013 - 2015. Projektet er medfinansieret af Styrelsen for Forskning og Innovation.