Store mængder hvedeklid, havreskaller og træbaseret biomasse bliver i dag overset som råvare – selvom de rummer noget langt mere værdifuldt
I tråd med Danmarks grønne forskningsstrategi og principperne for cirkulær økonomi og kaskadeudnyttelse af biomasse har projektet SUPRECARB til formål at undersøge potentialet i to agroindustrielle sidestrømme, træbaseret hemicellulose og kornskaller, som råmaterialer til innovativ produktion af XOS. Begge sidestrømme er meget tilgængelige i Norden og anvendes i dag primært til bioenergi eller dyrefoder. Vi arbejder på at udnytte de komplekse kulhydrater, der findes i disse sidestrømme, og omdanne dem til præbiotiske ingredienser, der bidrager til en sund fordøjelse. Fødevareindustrien efterspørger sådanne ingredienser, da de kan grundlag for nye, funktionelle produkter.
"Vi kan udnytte sidestrømme meget bedre, end vi aktuelt gør i dag. I dette projekt arbejder vi med hele spændet – fra biokemisk design af enzymer til afprøvet proces. Det gør os i stand til at matche industrien med teknologier, der ikke bare virker i teorien, men som kan bringes i spil i en eksisterende produktion, siger Beatriz V. Chambel, ekspert i bioprocesser på Teknologisk Institut.
Projektet vil desuden styrke forståelsen af enzymatisk hydrolyse og autohydrolyse, som er to udbredte metoder til udvinding af oligo- og monosaccharidfraktioner fra biobaserede råmaterialer. Nye enzymer med forbedret hydrolytisk effektivitet vil blive testet til enzymatisk hydrolyse, og en sammenligning og kombination af enzymatisk hydrolyse og autohydrolyse vil blive udført for at optimere udvindingsprocessen. Projektet vil også forbedre kendskabet til efterfølgende membranbaserede teknologier til separation og oprensning af forskellige kulhydrater udvundet fra råmaterialerne.
Som et resultat af projektet vil to andre produkter direkte blive fremstillet: skræddersyede enzymer til brug i den enzymatiske hydrolyse samt innovative fødevareprodukter (is fra Skarø Is og mel- og bagerprodukter fra valsemøllen), der indeholder præbiotiske ingredienser. Til enzymproduktionen vil bioengineering blive anvendt for at skabe enzymer med højere aktivitet, hvilket øger effekten af enzymatisk hydrolyse og optagelsen af de ønskede præbiotika.
Det forventes, at projektet vil skabe økonomisk værdi for SUPRECARB partnerne ved at opgradere sidestrømme til værdifulde præbiotika, der kan bruges som ingredienser i fødevare- og foderapplikationer. I kombination med udviklingen af skalerbare og robuste processer vil dette appellere til forbrugere, der søger næringsrige og bæredygtige produkter. På den måde kan projektet reducere produktionsomkostningerne og åbne nye markedsmuligheder, hvilket fører til nutraceutiske produkter, der kan konkurrere med de nuværende kommercielle præbiotika.
SUPRECARB er et EU-finansieret samarbejde mellem forskningsmiljøer og industripartnere i hele Europa – med fokus på at udnytte det fulde potentiale i eksisterende biomasse. Projektet startede I begyndelsen af April 2025 og forventes afsluttet slut marts 2028. Det laves i samarbejde med G&G Holding, Skarø is/biosynergy, Valsemøllen og Enzidia.